Kæmpe-vindmøller

Trussel mod fugle: Kongeørne tæt på at fælde 16 kæmpevindmøller

Miljøstyrelsen sætter kommune på plads - planlagt vindmøllepark er til fare for kongeørne i Store Vildmose

Kongeørneparret, der bor ved Store Vildmose, er kommet i vejen for en stor vindmøllepark. Foto: Peter Marczak/DOF

Kongeørneparret, der bor ved Store Vildmose, er kommet i vejen for en stor vindmøllepark. Foto: Peter Marczak/DOF

JAMMERBUGT:Miljøstyrelsen har lagt Jammerbugt Kommunes planer om en stor vindmøllepark ved vildmosen i graven - møllerne vil komme til at ligge for tæt på områdets kongeørnepars rede. Det skriver styrelsen til kommunen.

I kommunens miljørapport, der samler miljøvurdering og VVM-redegørelse, angives afstanden fra kongeørnenes rede til den nærmeste mølle til cirka 3,4 kilometer, men det er ikke nok. Miljøstyrelsen vil have dén afstand øget til seks kilometer, og så kan området Rendbæk Øst, der blev udlagt til vindmøller i kommuneplan 2017, ikke bruges - det ligger for tæt på ørnereden.

Formand for teknik- og miljøudvalget, Jens Chr. Golding, understreger, at Miljøstyrelsen ikke har nedlagt veto. (forbud, red.)

- Men brevet fra styrelsen er et vink med en vognstang, og der er stor sandsynlighed for, at projektet ikke bliver til noget, siger han.

Jens Chr. Golding fortæller, at mølle-opstilleren nu skal se på, om projektet kan rettes til, så det lever op til Miljøstyrelsens krav, men han erkender, at det ser svært ud.

Planlovens regler

For at kunne vedtage en lokalplan for vindmølleparken i Rendbæk Øst skal der vedtages en lokalplan for området. Men lokalplanen kræver en ændring af den overordnede kommuneplan, og derfor har kommunen udarbejdet et kommuneplantillæg.

Det er kun forslaget til kommuneplantillægget, som kommunen har bedt Miljøstyrelsen om at vurdere - ikke lokalplanen

Retten til at bygge møllerne kommer fra lokalplanen - ikke fra kommuneplantillægget.

Det er derfor, at miljøstyrelsen kun kan komme med et vink med en vognstang. Havde lokalplanen været medsendt, kunne styrelsen have nedlagt veto (forbud, red.) mod opførelse af vindmølleparken.

Kommunen ville gerne høre styrelsens mening om vindmølleparkens placering i nærheden af to beskyttede dyrearter, damflagermus og kongeørne. Der kunne nemlig være problemer i forhold til både habitats- og fuglebeskyttelsesdirektivet, der begge er EU-regler.

I forhold til flagermusene er styrelsen kun bekymret for en enkelt mølles placering. Det problem kunne altså løses ved at flytte eller slet ikke bygge lige præcis dén mølle. Men kongeørneparret er ikke så nemt at komme uden om. Her kræver Miljøstyrelsen, at der skal være seks kilometer mellem fuglenes rede og den nærmeste mølle, og så kan det udlagte vindmølleområde ved Rendbæk Øst ikke bruges.

Ørneparret ved vildmosen er det ene af i alt fem par i Danmark. Foto: Kim Skelmose/DOF

Ørneparret ved vildmosen er det ene af i alt fem par i Danmark. Foto: Kim Skelmose/DOF

Men brevet er også en advarsel til Jammerbugt Kommune. Det siger Michael Tophøj Jørgensen, der er lektor og landinspektør ved Aalborg Universites Institut for Planlægning.

- Man kan se skrivelsen som et forvarsel om, hvad der vil ske, hvis kommunen ignorerer styrelsen og kører videre med projektet. For når en eventuel lokalplan, der ikke tager hensyn til styrelsens indstilling, skal i høring, vil der komme et veto fra Miljøstyrelsen, forklarer han.

Han forventer dog ikke, at Jammerbugt Kommune vil fortsætte planprocessen vedrørende Rendbæk Øst.

Kongeørnen er yderst truet. Derfor har alle EU-lande pligt til at passe på de sjældne kæmper. Foto: Jan Skriver/DOF

Kongeørnen er yderst truet. Derfor har alle EU-lande pligt til at passe på de sjældne kæmper. Foto: Jan Skriver/DOF

- Der her projekt er blevet stoppet - længere er den ikke, siger Michael Tophøj Jørgensen.

Det er dr. jur Frederik Waage fra Syddansk Universitet enig i.

- Skrivelsen er et bidrag fra den relevante statslige myndighed, og det skal kommunen rette sig efter. Jeg har svært ved at se, hvordan kommunen lovligt vil kunne komme frem til en anden afgørelse end den, som styrelsen lægger op til, siger han.

Der lever kun fem kongeørnepar i Danmark, og de holder alle til i Region Nordjylland. Det fortæller Knud Flensted, der er biolog hos Dansk Ornitologisk Forening.

Vindmøller for tæt på kongeørnepar


Grafik: Vindmøller for tæt på kongeørnepar
Kortdata © Openstreetmap-bidragydere. Grafik: Christian Made Hagelskjær

- Kongeørnen er en af de mest ombejlede arter i verden, så når vi kan har fem par i Danmark, skal vi passe godt på dem, siger han.

Kongeørne er territoriale. De bruger ofte den samme rede flere gange. De kan også have flere reder i området, men de bliver inden for deres område og jager føde op til ni kilometer fra reden.

- Hvis vildmosens ørnepar søger føde i vindmølleområdet, hvor de ofte er blevet set, kan det ende med, at både forældrene og eventuelle unger kommer til skade i mødet med de roterende vinger, siger Knud Flensted.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst