Det nordjyske industri-eventyr: Sådan blev Aalborg verdens cementby nr. 1

Hvordan gik det egentlig til, at et lille land som Danmark - for ikke at sige lige præcis Aalborg - blev et globalt kraftcenter for udvikling af teknologi til at producere cement?

Det spørgsmål giver Morten Pedersen, museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, svar på i sin lille bog om ”Cementen”.

Svaret består af flere dele. For det første er der en masse let tilgængelig kridt i undergrunden ved Aalborg, direkte ud til en sejlbar fjord, så det var et ideelt sted at placere en fabrik, da fremsynede folk i slutningen af 1800-tallet besluttede at producere cement i industriel skala.

For det andet var industrikoncernen F.L. Smidth & Co., der i 1889 etablerede Aalborg Portland Cement Fabrik, rigtig dygtig til at tryne sine konkurrenter på begge sider af fjorden og udnytte sit monopol til at udvikle ny produktionsteknologi, ikke mindst rotérovne og rørmøller.

Det var en særdeles kapitalkrævende innovation, som de danske forbrugere fik lov at betale.

Kun i Tyskland var der en tilsvarende markedssituation, så herfra kom den eneste betydende konkurrence på verdensplan.

For det tredje havde Danmark en ”småstats-fordel”, når der skulle bygges cementfabrikker i lande som Kina og Indien. Cementproduktion er en nøgleindustri, som lokale myndigheder helst selv ville have hånd i hanke med. Derfor foretrak de at samarbejde med et selskab fra et lille land end med et fra en kolonimagt.

Resultatet blev, at den danske cementindustri med Aalborg som den absolutte højborg blev verdens førende: ”Efter Anden Verdenskrig havde maskiner og anlæg leveret af F.L. Smidth & Co. kapacitet til at stå for halvdelen af klodens cementproduktion”, lyder facit.

Så vidt forklaringen på den danske succes.

Morten Pedersen kommer ikke nærmere ind på, hvordan myndigheder og forbrugere reagerede - eller ikke reagerede - på karteldannelsen, ligesom han heller ikke forsøger at sætte størrelse på den kapital, der kræves til innovation og produktion af cement. Et par ord om f. eks. manglende monopollovgivning havde været relevant.

Forfatteren selv ser historien om cementen som et bidrag til faghistorikeres standende opgør med ”gårdmandsfortællingen” om, hvordan det moderne Danmark opstod:

Nej, det var ikke bønderne og deres andelsbevægelse, men højtuddannede folk i industrien, der med kapital og videnskabelige metoder skabte fundamentet for velfærdsstaten.

I den diskussion er F.L. Smidths cementfabrikker et tungt lod i skålen, når industriprodukter skal vejes op mod smør og bacon.

Forfatteren bruger en pæn del af den sparsomme plads - 100 små sider er det givne format i serien ”100 danmarkshistorier”, som bogen er en del af - på at fortælle om nogle af de danskere, der blev sendt ud for at bygge og lede cementfabrikker i Asien.

At menneskelige relationer spiller en rolle også i big business, fremgår med al ønskelig tydelighed. Ellers er de ofte farverige historier vist mest med for underholdningens skyld.

En kort og klar historie om et vigtigt kapitel i Danmarks industrielle udvikling.

Og at Aalborg er omdrejningspunktet, gør jo ikke historien ringere, set med nordjyske øjne.

Morten Pedersen: ”Cementen”

Bind 27 i serien ”100 danmarkshistorier”

100 sider. 100 kroner

Aarhus Universitetsforlag