Fantastiske fossiler fra Mors og Fur sigter efter UNESCOs verdensarvliste
Skive og Morsøs museer har fundet en mulig samarbejdspartner til UNESCO-godkendelse af moler

Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
MORS:Sig navnet: Messel. I øjeblikket formentlig egnet som et Bezzerwizzer-svar, der ikke bliver gættet, men sådan bliver det måske ikke ved at være i Salling og på Mors.
Arbejdsgruppen bag bestræbelserne på at få moleret på Nordmors og Fur med på FN-organisationen UNESCOs verdensarvliste har fundet en mulig samarbejdspartner. Messelgruben ved Darmstadt i den tyske delstat Hessen har siden 1995 været verdensarv på grund af sine fossiler.

- Af logistiske årsager vil vi først kunne indlevere en ansøgning til Unescos verdensarv i 2020, siger geolog Jan Audun Rasmussen. Arkivfoto
- Vi har fossiler fra omtrent samme periode som Messel, men hvor vores kommer fra havet, stammer Messels fossiler fra landjorden. Tilsammen giver de et rigtigt godt billede af livet på Jorden i den eocæne periode for mellem 47 og 55 millioner år siden, siger geolog Jan Audun Rasmussen, Museum Mors, der sammen med Museum Salling og eksterne eksperter er med i arbejdsgruppen.
Han mener, at et dansk-tysk samarbejde ikke blot er brugbart i ansøgningsprocessen, men at de to lokaliteter vil kunne støtte op om hinanden i den fremtidige formidling af fundene.
Positiv tilbagemelding
- Jeg må understrege, at der endnu ikke er indgået en aftale. Vi har fået positiv tilbagemelding fra Messel på vores henvendelse, men intet er besluttet endnu. Og bliver det ikke til noget, finder vi en anden vej, men jeg tror og håber på det. UNESCO er desuden begyndt at anbefale serienomineringer, hvor flere lokaliter går sammen. Det var tilfældet, da Vadehavet blev anerkendt som verdensarv gennem et samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Holland, siger Jan Audun Rasmussen.
I bestræbelserne på at komme i mål har de to nabokommuner besluttet at yde 300.000 kroner hver til at finansiere ansøgningsprocessen. Skive har sagt ja, og i morgen er en indstilling om at bevilge beløbet, taget fra Opstartspuljen 2019, på dagsordenen i Morsøs økonomiudvalg. Udvalgsformand og borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) siger:
- Vi har aldrig været tættere på en nominering end vi er nu, og jeg forventer, at udvalget siger ja. Hertil kommer, om de to regioner vil være med til at finansiere processen. Region Nordjylland synes lige nu at være mere positivt stemt end Region Midtjylland. Vi følger under alle omstændigheder politisk op på det videnskabelig arbejde, der har været udført og skal udføres og løfter hele processen et par trin, siger Hans Ejner Bertelsen.
Eksperter på banen
De foreløbigt 600.000 kroner skal blandt andet gå til at tilknytte ekspertise. Man ønsker at hyre direktøren for Verdensarv Stevns, Tove Damholt, ind som konsulent, da hun har erfaring fra den proces, som den østsjællandske attraktion gennemgik for at slippe gennem UNESCOs nåleøje. Fra Kulturministeriet ønsker man at koble arkitekt Bolette Lehn Petersen på.
Fem undergrupper arbejder med henholdsvis det videnskabelige, turismen, markedsføringen, forvaltningen og formidlingen. Der skal tilknyttes sagseksperter, phd-studerende, oversætter, grafiker og en person, der skal skrive teksten til ansøgningen.
- Med bevillingen i hus går vi i gang lige efter nytår med at lave en komparativ undersøgelse, hvor vi sammenligner moleret med andre lignende steder i verden. Vi har nogle af de flotteste og mest detaljerede fossiler i verden, og det skal vi have dokumenteret, siger Jan Audun Rasmussen.