Madanmeldelse: Mortens Kro mestrer stadig madmolekylerne

Når man er på toppen, er der dog altid en fare for, at man ubevidst sænker paraderne og lader autopiloten overtage noget af styringen. Så vores sanser var i den grad åbne, da vi for nylig gav Mortens Kro et gastronomisk servicetjek.

Der manglede ikke opmærksomhed, da vi trådte ind ad døren. En tjener tog imod vores overtøj og viste os til bordet, hvor der straks blev skænket isvand og udleveret menukort. En restaurant på øverste hylde har naturligvis både en sæsonaktuel menu og et udvalg af a la carte retter at vælge imellem, og det gælder også på Mortens Kro.

Tastingmenuen for december, der er på op til syv retter, var ikke til at stå for. Vi var mere i tvivl om, hvor mange retter der ville gøre os mætte på den behagelige måde. Tjeneren foreslog fem af slagsen til 748 kroner pr. person, og vi endte med at vælge havkatten og osteanretningen fra.

Jeg bad om den klassiske vinmenu til de fem retter, og den skabte visse forventninger med en pris på 118 kroner per glas. Min medspiser var ikke i humør til alkohol, men det havde den snarrådige tjener straks et løsningsforslag på. Han tilbød at lave alkoholfrie cocktails, der matchede maden, og det må siges at være en fornem service.

Fornøjelige fiskerier

Før den egentlige menu fik vi serveret en appetizer. Røget kammusling med mandelmælk, blomkål og kaviar. Umamismagen fra det letrøgede skaldyr, det nøddeagtige skum, den sprøde kål og de letsaltede fiskeæg var en rigtig lovende startkombination.

Ikke mindst når den som her fik selskab af lækkert hjemmebagt brød med fin krumme og to slags smør.

Medspiserens første alkoholfrie drink var med hyldeblomst, vanilje og blid kulsyre. Frisk og behersket sød, så den fremstod som en brugbar ledsager til fiskeretter.

Tjeneren kom nu med den første reelle servering. I en dyb tallerken lå saltet og letrøget torskefilet, en spændstig ravioli lavet af selleri, retro-ost fra Sønderhaven og løjrom. For øjnene af os blev der tilføjet en skummende og intens muslingesuppe, og den var med til at skabe en perfekt balanceret ret, hvor trumfen var de skønne letrøgede og salte prik fra den svenske kaviar.

Hertil fik jeg et glas økologisk riesling - "100 x Berg & Tal" fra tyske Weingut Wittmann. En ret tør vin med tydelig frugtsmag, som ganske velvalgt ikke stak voldsomt ud.

Knap var sidste mundfuld hapset, før tallerknerne blev fjernet, og et kvarter senere var vi videre til forret nummer to. En alternativ risotto lavet på bygkorn fra Aurion i Hjørring, der var vendt i en mos af aubergine og basilikum.

Der var godt bid i kornene, og ovenpå fulgte et lækkert knas i form af små sprøde ruller med jomfruhummerhaler fra Læsø. Tørret tomat bidrog med en intens syre, og til slut blev hele herligheden omslynget af en cremet hummersauce. Igen måtte vi nikke anerkendende til hinanden. Mit andet glas vin - en sauvignon blanc fra New Zealand - fik også en tommelfinger op. "Dog Point" fra vinhuset Marlborough viste tænder med en lang overraskende kompleks eftersmag af blandt andet grape og passionsfrugt.

Cocktails og Monet

Mens vi ventede, blev restauranten fyldt næsten helt op. Især to store selskaber trak tænder ud hos de to udfordrede tjenere. De løste dog stadig opgaven til topkarakter. En ny cocktail blev kreeret med sød ananas, syrlig mango og let bitter rabarber.

Jeg sippede lidt med og måtte også bøje mig i støvet over den friske og velkomponerede drink uden alkohol.

Vinmenuen så meget passende rødt, for den tredje og sidste forret var dådyrstatar. Der var tale om en fransk blandingscuvée fra Chateau Pegau, der fremstod ung, frisk og med relativt meget garvesyre. Den var velvalgt til en ligeledes meget frisk tatarret.

De tynde, møre skiver af rødt kød fra Sistrup Mølle ved Farsø var pyntet som et helt Claude Monet-maleri. Her var en delikat confiteret æggeblomme - blød uden at løbe væk - syltede varianter af beder, løg og tyttebær, samt friterede kapers, valnødder og grøn salat. Hele herligheden blev overhældt med en vinaigrette, og det blev en anelse for syrligt til vores smag, så det delikate kød blev overdøvet.

Vi præparerede med rigeligt salt og peber, og det gjorde underværker.

To timer inde i vores gourmetaften var det tid til hovedretten, som bestod af kalvemørbrad i skiver - rosa og langtidsstegt til perfektion. Den var marineret i en puré af tørrede skovsvampe og fik på den måde en herlig nøddeagtig og intens smag.

Tilbehøret var tynde rullede rødbedeskiver med en kerne af persillepesto og marv, chips af rodfrugter og en lille skefuld puré af jordskokker.

Tjeneren tilføjede ved bordet en syrlig sky af portvin, og så kom der ellers en gryde med svampesauce og kartoffelmos ind fra siden. Værsgo at gå om bord.

Sådan en omgang kræver en rødvin i den tunge og kraftige ende, og den blev fundet i Italien. En "Barbera d’Alba Tre Vigne" fra Piemonte, der osede af kirsebær, vanilje og havde en lang, intens eftersmag.

Min ledsagers sidste cocktail ramte også plet - denne gang med kirsebær som hovedingrediens. Det kan godt være, at små 300 kroner er pænt betalt for tre alkoholfrie cocktails, men de var altså også ualmindeligt velsmagende og velproportionerede.

Pausen og mesterværket

Vi havde nu kun desserten til gode, og det bekom os vel at få en lidt længere pause.

Men måske skulle vi alligevel have haft spørgsmålet. Hvor lang en pause? Vi tror, at arbejdsbyrden til slut blev lidt for stor for personalet, der løb så stærkt, de kunne, men forståeligt nok havde svært ved at opretholde den opmærksomhed på de enkelte gæster, som de indledningsvis viste. Der gik 25 minutter, inden vores tomme tallerkner blev fjernet. Så lang tid bør der ikke gå.

Desserten kom i to affyringer. Først en uhyre simpel miniaturetærte af mørdej, fyldt med citroncreme og toppet med en marengs, der blev brændt gylden ved bordet.

Mesterværket var dog den efterfølgende "snebold". En hvidmalet kugle af fransk valrhona-chokolade, der ved bordet blev overhældt med smeltet mørk chokolade rørt med nutella. Det fik bolden til at kollapse og åbenbare en bund af mandarinmarmelade, chokolademousse og knasende karamelkugler.

Det hele afsøgte grænsen til det vamle, men en utrolig frisk sorbet af grønne æbler gjorde underværker for balancen. Det var en tung - men også en sublim og utrolig smuk dessert, hvis sidestykke man skal lede længe efter.

Dessertvinen hertil kom fra Mas Amiel i Frankrig, og den var velvalgt, fordi den ikke bidrog med ret meget mere sødme. En frisk vin på røde druer, der bidrog til smagsbilledet med brombær og vanilje.

Tre en halv time i godt gourmetselskab var fløjet afsted, og tilbage var kun regningen på 2342 kroner. Det er i den absolut dyreste ende i Aalborg, men vi kan så også atter konstatere, at Mortens Kro leverer den største gastronomiske helhedsoplevelse i landets fjerdestørste by.

Vi er stadig et enkelt trappetrin højere end hos ellers seriøse konkurrenter som Fusion og Applaus, som vi har belønnet med fem gafler.

Så vi fastholder de seks gafler, men løfter alligevel en velment pegefinger. Konkurrencen er hård, og tronen skal ikke tages for givet.

Mortens Kro

• Mortens Kro, Mølleå 4, 9000 Aalborg
• Åbningstider mandag: 17.30 til 01.
• Tirsdag til lørdag: 11 til 15 og 17.30 til 02
• Bordbestilling på mortenskro.dk
• Tlf. 98 12 48 60