Når du står i City Syd med et grædende barn, er det her takeaway en nem og mættende løsning

Med få kliks og en halv times ventetid, fik vi klaret aftensmaden og havde ovenikøbet også fikset mad til en baby

Foto: Jacob Andersen

Skubbende på en tom klapvogn og med et grædende barn på armen hastede vi gennem Aalborg Storcenter en onsdag eftermiddag. Både min, konens og ungens maver knurrede, panikken var begyndt at indfinde sig, og der var ikke overskud til at skulle hjem og brillere i køkkenet.

De seneste dage har vi talt en del om Bone's på redaktionen, og derfor var det også det første, der poppede op i min hukommelse, da vi besluttede os for, at vi skulle have takeaway.

De har en restaurant i City Syd og med få kliks, fik vi bestilt en Small Happy Family Box - det var jo i virkeligheden det, vi drømte om. En lille glad og mæt familie!

Maden kunne være klar en halv time senere, så jeg søgte mod udgangen, fik pakket kone og barn i bilen og satte kursen mod Bone's.

Restauranten ligger på Nibevej, og de har lavet en smart lille indgang til de kunder, som skal hente takeaway-mad. Indenfor blev jeg mødt af en smilende ekspedient, som på trods af et ihærdigt forsøg ikke formåede at mindske mit stressniveau. Jeg skulle pludselig til at tage stilling til, hvilken is jeg ville have med. Is? Det har jeg da ikke bestilt.

- Nej, men det følger gratis med alle vores bokse i juli måned, forklarede hun.

Jeg valgte en variant med salt-karamel, fik maden udleveret og listede ud gennem skydedøren præcis en halv time efter, at jeg havde indtastet min bestilling.

OM ANMELDEREN: JACOB ANDERSEN

30 år gammel. Født og opvokset i Nørresundby og nybagt far.

Stor fan af ærlig mad, som ikke forsøger, at være mere end det er - og især af mad, der er så fedtet, at man skammer sig lidt, efter at have spist det.

Er ikke for fin til en kødrulle eller to cheeseburgere fra McDonald's- men sætter også gerne tænderne i take-away i den dyre ende. Hver ting til sin tid.

Unboxing

På vej fra hjem fra City Syd gik det op for os, at vi ved at vælge Bone's havde lavet en lille genistreg. Vi havde bestilt bagekartofler, som kan moses, og så havde vi pludselig også sørget for babymad (Vi blandede det selvfølgelig op med broccoli og økologisk lammekød, vi er jo ansvarlige forældre).

Hjemme i Nørresundby begyndte panikken stille og roligt at dale i takt med, at vi fik pakket maden ud. Vi havde fået det med i en kasse og en stor pose.

Min kone spurgte, om jeg måske også havde fået en andens mad med, for der så virkelig ud til at være meget - men den viste sig at være god nok. Det var det, vi havde bestilt.

3 x bagekartofler, 1 x pommes frites, 4 x kyllingespyd, 2 x ribs og en blandet salat, "ægte" bearnaisesovs og mayo.

Der var i hvert fald mad nok til vores lille familie. Foto: Jacob Andersen

Maden

Bone's skriver, at der er mad til 3-4 personer, og det er der i hvert fald. Bakken med pomfritter, der gør det ud for en bagekartoffel, indeholder fritter nok til to voksne.

Fritterne er i øvrigt sprøde, velsaltede og helt, som de skal være. Og bearnaisesovsen kommer i en bøtte, som er perfekt at dyppe i.

På deres hjemmeside kalder de sovsen 'ægte bearnaise', men præcis hvad de mener med ægte, kan jeg ikke smage mig frem til. Den smager på mange måder som konkurrentens med det mere danskklingende navn, og den i er i hvert fald mindre ægte, end den man selv pisker op med æggeblommer og smør.

Men den er tyk og hænger fint ved fritterne.

Udover fritterne bestilte vi tre bagekartofler. Én plain og to med hvidløgssmør. Men de har glemt at vedlægge smørret. Og uden smør er der ikke meget ved en bagekartoffel. Faktisk ender jeg med at sidde og kigge en lille smule misundeligt på min søns udgave med broccoli og lammekød.

Kyllingespyddene er det næste, jeg sætter tænderne i. Og de er, lige som de smør-løse bagekartofler, en lidt trist oplevelse. Kødet er tørt og trevler en lille smule.

Jeg vender hurtigt blikket mod de fedtede ribs, som jeg egentlig har udset mig til at være boxens højdepunkt. Her bliver jeg ikke skuffet. Kødet er mørt, det falder fra benet, og marinaden spiller godt sammen med den fedtede kødsmag.

Det går også hurtigt op for mig, hvorfor det hedder en Happy Family Box og ikke en Happy Date Box. Det er svært at spise spareribs på en måde, som ser bare en lille smule indbydende ud. Marinaden og kødsaften fedter fingrene, sætter sig i mundvigen og sætter sig fast mellem tænderne.

Det er bare svært at spise spareribs uden at blive fedtet. Foto: Jacob Andersen

Til gengæld er det smaskende godt. Spareribs kan de finde ud af lave - og selv om det sikkert ikke er en kok, der har lagt sit blod, sved og tårer i at marinere og tilberede dem, er det svært ikke at blive helt glad indeni, når man tygger sig igennem det saftige kød.

Bone's har også været så flinke at vedlægge en stak vådservietter, som man får så rigeligt brug for, hvis man da ikke vil fedte hele spisebordet ind i aftensmaden. Den opgave klarer min søn så fint med sin bagte kartoffel, så jeg gør flittigt brug af servietterne.

Efter at have tilfredsstillet den værste sult er det blevet tid til at se på salaten. Man kunne vælge to løsninger - en bland-selv-i-deres-salatbar-version eller en bone's-blander-version. Jeg gik med den sidste på grund af panikken. Og set fra oven ser det ud til at have været et konservativt valg. Salaten ser ud til at indeholde fire ingredienser, men når man først får gravet sig længere ned, springer der et virvar af småkedelige grøntsager frem.

Til venstre ses salaten i plastikbakken. Til højre kan du se, hvordan den så ud på tallerknen. Foto: Jacob Andersen

Min medspiser er vild med det. Hun synes, at småtskåret tutti-frutti-salat er alletiders. Jeg savner, at man har truffet en beslutning om, hvilken ingrediens der skal styre showet i stedet for bare at pøle en masse forskelligt finthakket ned i en plastikbøtte. Men salaten glider ned, og det hjælper lidt på samvittigheden, som ellers bliver hårdt belastet af alt det kød, jeg propper mig med.

Efter at have fortæret spareribs, fritter, et par bagekartofler, halvdelen af salaten og tre kyllingespyd, er det småt med lyst til dessert. Men vi fik jo en gratis is med vores bestilling, og den skal vi selvfølgelig også smage på.

Da jeg stikker skeen i munden, forstår jeg med det samme, hvorfor isen er gratis. Smagen er flad og ensformig, og det salte modspil, som etiketten lover, udebliver.

Men det er svært at være rigtig utilfreds, når isen bare føler med.

Jeg forstår godt, at isen er gratis. For den er svær at tage penge for. Foto: Jacob Andersen

Dommen

Der er ikke meget kogekunst over maden fra Bone's - det kan formentlig tøs op og varmes af en ungarbejder uden anden uddannelse end et hygiejnebevis. Men mængden opvejer til gengæld for den manglende kulinariske oplevelse.

Medarbejdernes kreative frihed er henvist til salatbaren - og med tanke på salaten er det nok også godt nok. Tilgengæld får du et måltid, som smager ens hver gang. Og det er også en kvalitet, at du ved, hvad du får.

Pomfritterne var alletiders - og faktisk også bedre end mange af dem, man får serveret på Aalborg Street Food. Men bagekartoflerne led under det manglende smør. Kyllingen var tør, men ribsene var lækre. Og salaten lander et sted midt imellem.

Prismæssigt er vi i den dyre ende. For en Small Happy Family Box med en medfølgende 'ægte' bearnaisesovs ender vi på 349 kroner - men så er der til gengæld også mad til to aftener til to voksne og en baby, hvis man kan holde igen med spareribsene.

Derfor lander vi på tre sodavand til Bone's.