Når skørterne falder
Måske er Aalborg Teaters opsætning af Molières "Don Juan" ikke et mesterværk. Men den er uafviseligt en væsentlig begivenhed. En begivenhed som taler lige ind i sin samtid, lyder det far NORDJYSKEs anmelder.
TEATER: Jean Baptiste Molière: "Don Juan"
Et snapshot fra forførelsens psykologi fremkaldt af Lord Byron fra hans berømte romantiske hovedværk med samme titel som Molières komedie fra midten af 1600-tallet. Motivet genkendes også hos Molière, når bondepigen Charlotte udsættes for Don Juans stormløb på hendes dyd, men ellers er det i grunden ikke forførelsens manøvrer, der står i centrum hos Molière eller i Aalborg Teaters forestilling. Det skulle da lige være, når Patrick Baurichter i titelrollen gør kur til alle på publikumsrækkerne og i samme åndedrag gør dem til medvidere i hans skørtejagt. Det er ret uimodståeligt, og på et tidspunkt dansede publikummere med på scenen.
Hvor der var rigtig god plads, for forestillingen benytter sig af det tomme rums æstetik, som det engelske teatergeni Peter Brook har fortalt os om, og som af skuespillerne og den unge instruktør Johannes Holmen Dahl udnyttes med mageløs udtrykskraft. Næsten alle skuespillere anvender musikinstrumenter og danner i flere virkningsfulde optrin et orkesterensemble domineret af slagtøj, harmonika og guitar, meget animerende og stemningsfuldt. Ensemblet fungerer på en måde som Don Juans husholdning, men har givetvis rødder tilbage i teaterhistorien til Molières eget teaterkompagni. Scenen hvor Don Juan (delvis!) får sin vilje med Charlotte, mens konfettien gnistrende sender en himmelsk hilsen ned til parret, samtidig med at orkesteret trykker den af på forscenen, er overdådig teaterkunst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.