Per Arnoldi er ofte gået sine egne veje, og nu med en erindringsbog

Det er en næsten overdreven idyl, der møder én i Raadvad på en solskinsdag. På den ene siden af vejen er en dam med svaneunger, der er blevet store, men endnu ikke hvide. På den anden side knivfabrikkens fine gamle bygninger. Det er her nord for København, Per Arnoldi har værksted, og han tager imod inde i gården, hvor et par lærere også forsøger at holde styr på de elever, som er på besøg på den naturskole, som er nabo. Det går ikke så godt, vurderer Arnoldi og lufter en tanke om, at han skal gå derover. I sin egen korte karriere som lærer havde han ingen problemer med at holde styr på børnene.