Kendt Aalborg-pizzeria hædret med pris - men er det faktisk byens bedste pizza?
Ikonisk pizzeria i Aalborg har et godt rygte og er en så integreret del af Aalborg, at de optræder på på turistinformationens hjemmeside. Vi undersøger her, om stedet kan leve op til den gode omtale

Kartoflerne er vendt i olie, og der er drysset lidt salt og hvidløg over. Der bliver kræset for detaljen. Foto: Søren Kjær
AALBORG:Når man vil have takeaway fra Azzurra i Jens Bangs Gade, må man gå ind i et lille rum ved siden af restauranten. Det er godt tænkt. Man forstyrrer ikke de siddende gæster.
På væggen hænger et diplom i ramme med teksten: "Byens bedste pizza". Det er den italienske restaurant blevet kåret til i 2018 af Aalborg Awards Winner.

Azurra blev vinder af byens bedste pizza i 2018 af Aalborg Awards Winner. Foto: Søren Kjær
Det lyder lovende, når det er stedet, jeg har valgt efter at være kommet hjem fra arbejde 20:30.
Manden bag disken sælger ikke ligefrem "månedens pizza" til mig, da han selv er i tvivl om, hvad den indeholder. Vi er i et klassisk italiensk køkken, og jeg vælger at bestille en pizza med tomat, ost og bolognese (kødsovs).
Min spisemakker tager en pizza med tomat, ost, ventricina (stærk salami), kartofler og hvidløg. Det lyder i særdeleshed spændende. Menukortet viser sig generelt at være mangfoldigt, udfordrende og spændende.
Vi kommer af med 190 kroner for to pizzaer og en 1.5 liters sodavand. Det er lige op til lukketid. Pizzaerne kommer på otte minutter.

190 kroner for to pizzaer og en 1.5 liters sodavand. Foto: Søren Kjær
Det er noget af et syn, der møder mine øjne, når jeg åbner for pizzaen med bolognese. Der er så meget kødsauce, at det er dryppet ned på pizzabakken. Det kan også være, at kokken skal forsøge at ramme lidt bedre. Men det smager rigtig fint. Der er et godt samspil mellem kød og sauce.
Denne pizza er til den snaskede side, men det er, hvad man får, når det er en pizza med kødsauce. Bagsiden er, at den saftige konsistens gør bunden blød. Der er heller ikke mange smagsnuancer mellem de forskellige bid.
Det kunne være belejligt at give skylden til Azzurra for dette. Men jeg ser det nærmere som en forudsætning for mit valg af pizza. Det er svært at forestille sig, at en pizza med kødsauce har en sprød bund, og at det kan smage forskelligt for hvert bid.
Anderledes forholder det sig for pizzaen med salami, kartofler og hvidløg. Der er en fin, sprød bund, og hver bid byder på en ny smagsoplevelse. Det er klart, når det er varieret fyld.
Kartoflerne er vendt i olie, og der er drysset lidt salt og hvidløg over.

Sidste stykke af pizzaen. Det blev spist uden problemer. Foto: Søren Kjær
Kødet er en my hårdere end bunden, og det giver nogle fine kontraster i bidet. Smagen er tilpas stærk. Det fylder munden, men man kan stadig tage alle smage til sig. Det er altid en hårfin balance.
Der bliver kræset for detaljen på Azzurra. De enkelte elementer af fyldet er perfektioneret, og det giver en glæde som spiser. Råvarerne, fornemmer man, er af god kvalitet.
Det er også tilfældet ved pizzaen med bolognese. Den er simpel, men det er virkelig en god kødsauce. Det håber jeg også, at pizzabakken synes.
Azzurra får fem sodavand, men er tæt på seks. Det var en rigtig god oplevelse og stedet er i mine øjne en stærk kandidat til at servere byens bedste pizza. Prisen på 190 kroner er desuden yderst rimelig, når det er så god kvalitet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.