Motionsløb

Skal jeg løbe med musik?

Det spørgsmål stiller du sikkert ofte dig selv – her er fordele og ulemper

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

Opdateret 29. januar 2021 kl. 14:10

NORDJYLLAND: Du finder løbeskoene frem, og som en måske rutinemæssig handling tænder du samtidig musikafspilleren. Lyden fra høretelefonerne lukker omverdenen udenfor, og du kan løbe i din egen verden. Men har du nogensinde overvejet fordele og ulemper i forbindelse med at have musik med på løbeturen? Musik kan være positivt for træningen, men den kan også påvirke dit løb negativt, hvis du ikke har opmærksomhed på ulemperne.

Ifølge hjerneforsker Peter Vuust fra Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet kan musik med det rigtige tempo være medvirkende til, at du kan presse sig selv og yde bedre. Det kan være en fordel på træningspas, hvor der skal løbes med høj intensitet – for eksempel intervaltræning.

Med det rigtige musik nummer giver musikken lidt ekstra mental energi, men det er vigtigt, at tempoet på sangene passer til dit løb.

Passe med skridt

For at sangens tempo passer, handler det om, at musikkens tempo skal passe med din skridtfrekvens - altså hvor mange skridt du tager i minuttet. Denne frekvens kan svinge meget fra person til person, så der er ikke nogen endegyldig frekvens, som er den rigtige. Der er dog forskellige anbefalinger.

Løbetræneren Jack Daniels, som af mange kaldes en løbeguru, anbefaler ca. 180 skridt i minuttet. Dette anbefales med udgangspunkt i, at de fleste eliteløbere har en frekvens omkring de 180. Om du vil følge anbefalingen eller ej, er det i første omgang vigtigt, at du finder ud af, hvilken frekvens du har.

For at lette opgaven med at finde din skridtfrekvens, kan du tælle, hvor mange skridt du tager med den ene fod på et minut, og derefter gange med to. Sørg for at tælle frekvensen i et højt tempo, hvis du vil bruge musikken til eksempelvis intervaller, da frekvensen godt kan variere markant fra roligt til højt tempo. Når du har fundet frekvensen, er det derefter vigtigt, at du finder musiknumre, som har et tempo, der passer med din frekvens. En fornuftig frekvens ligger typisk mellem 170 og 190 skridt i minuttet.

Til den rolige tur

Musik kan også bruges til andet end de hårde træningspas. Skal du eksempelvis ud på en rolig morgentur, og dynen virker mere tillokkende end løbeskoene, kan musik være med til at gøre turen mere hyggelig. Et alternativ til almindelig musik er radio, hvor du har mulighed for at blive opdateret på dagens nyheder, eller podcasts og lydbøger.

Alle de ovenstående ting kan hjælpe med at få tankerne væk fra noget løberelateret – på hårde pas kan musikken få dig til at ”glemme”, at det er hårdt, mens musik, radio, podcasts og lydbøger kan gøre en rolig tur mere interessant. Dette kan som sagt være en fordel i forskellige henseender, men har også visse ulemper. En meget omdiskuteret ulempe ved at høre musik på løbeturen er, når løbeturen foregår i trafikken. Det anbefales, at du sørger for at bruge åbne høretelefoner, hvilket betyder, at de ikke virker isolerende på udefrakommende støj.

En anden bivirkning ved musik på løbeturen er, at du ikke i samme omfang kan lytte til din krop. Hvordan er dit åndedræt? Hvordan lander fødderne på jorden? Det kan påvirke løbeøkonomien negativt, såfremt du ikke får justeret uhensigtsmæssige bevægelser.

Musik skal ses som et redskab, du kan vælge at bruge i træningen, hvis du enten har brug for et ekstra kick til hårde pas, eller har brug for lidt ekstra underholdning til en rolig tur. Vær dog opmærksom på ikke at løbe med musik altid, da det er vigtigt at være god til at lytte til sin krop og sit løb, hvis du vil være en god løber.

Denne artikel er bragt i samarbejde med DGI Nordjylland ogVorespuls.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden