Kommunal produktion af biogas: To muligheder er i spil
Samarbejde med andre kommuner - eller en egen løsning i samarbejde med private. Thisted Kommune træffer biogasbeslutning til foråret
THISTED: To muligheder står fortsat åbne, når det gælder den fremtidige anvendelse af det bioaffald, der frasorteres fra husholdningsaffaldet i Thisted Kommune.
Det står fast efter ugens møde i udvalget for klima, miljø og teknik. Først til foråret ventes det endelig afklaret, om kommunen vil indgå som en af flere kommuner i et samarbejde om et nyt biogasanlæg i Kåstrup ved Skive eller om kommunen vil satse på at etablere sit eget anlæg til forbehandling og bioforgasning af affaldet - en løsning, som kan blive del af et ”offentligt-privat partnerskab” oplyser udvalgsformand Esben Oddershede (V).
- Umiddelbart vil det mest enkle være, at Thisted deltager som en af flere kommuner i samarbejdet om et anlæg i Kåstrup. Løsningen, hvor vi arbejder på at etablere vores eget, er umiddelbart mere kompliceret, fordi den involverer såvel en anlægsinvestering samt deltagelse i den efterfølgende drift, men vi skal have en afklaring til foråret, siger udvalgsformanden.