Vi har en klode, der sveder tran af massivt overforbrug

“Jeg springer ud som optimist - og det føles som at desertere". Sådan lyder åbningslinjen i Peter Sommers fortræffelige og for ganske nyligt udsendte "Skønne Spildte Kræfter". Jeg er klar på at springe med. Mere herom...

Mine børn og deres generation vokser op i en forskruet verden. Forskruet på en nærmest Orson Wellels’k måde, hvor det vigtige, ægte, værdifulde og relevante ikke forties, som man kender det fra totalitære regimer, men snarere overdøves af massive mængder af ligegyldighed. Verden - ikke mindst den virtuelle - sejler i sin egen sø af ligegyldigheds-spam. Og det kan være overmåde svært at orientere sig. Både horisontalt og vertikalt. For hvad er det vigtige, ægte, værdifulde og relevante? Selv det, der på indlysende vis er såvel vigtigt som relevant gør efterhånden mindre og mindre indtryk.

Empatisk arvæv

Vi er svære at råbe op. Allan Olsen taler i et interview på Radio 24syv om det, han kalder empatisk arvæv. En interessant betragtning, der tager afsæt i, at vi som følge af det bombardement af nyheder fra nær og fjern er gået hen og blevet gradvist mere og mere følelsesløse på grund af massive påvirkninger. Han mener, at det er grunden til, at vi efterhånden ikke reagerer på ting, vi burde reagere på. Fagbevægelsen, den ellers så urokkelige bastion, styrtbløder. Skandaler og afsløringer mødes med skulderløft og ja, ligegyldighed. Selv terrorhandlinger skal op på et højt niveau, hvad angår tabstal, før det rigtig gør indtryk på os.