2-årige STX-elever læser hurtigst videre
Der er store forskelle på, hvor hurtigt unge går igennem uddannelsessystemet og finder vej til en kort, mellemlang eller lang uddannelse.
Opdateret kl. 09:57
Unge med en 2-årig STX er de hurtigste til at starte på universitetet.
Vi vil gerne have de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet. Det koster nemlig penge for samfundet, når en ung mand eller kvinde vælger at tage et eller flere fjumreår. Det er en af årsagerne til, at unge med en gymnasial uddannelse faktisk får en bonus i form af et højere karaktergennemsnit, hvis de søger optagelse i kvote 1 senest 2 år efter, at de har fået studenterhuen på. Konkret kan de unge, der opfylder kriterierne gange sit karaktergennemsnit med 1,08. Det betyder, at går du fra gymnasiet med et gennemsnit på 8, så kan du søge videre med et karaktergennemsnit på 8,64, og det kan have stor betydning, når du skal søge ind på din drømmeuddannelse.
Mere end halvdelen læser videre direkte efter 2-årig STX
En ny undersøgelse viser, at der er markante forskelle på, hvor hurtigt de unge søger videre i uddannelsessystemet. Har du en almindelig 3-årig STX, er sandsynligheden for, at du læser videre direkte fra gymnasiet relativ lille. Kun 16,9 procent er i gang med en uddannelse 6 måneder efter STX er afsluttet. Det tilsvarende tal for den 2-årige STX er på hele 51,7 procent. Med andre ord er de 2-årige STX-elever langt mere uddannelsesmodne og målrettede end unge fra de øvrige gymnasiale ungdomsuddannelser:
- Der er stor forskel på, hvad danske unge vælger at gøre efter at have taget en studentereksamen. Nogle er skoletrætte og trænger til en pause fra studierne, eller også ved de ikke, hvilken uddannelse de vil i gang med. Andre er mere modne og går målrettet efter at starte på deres drømmestudie direkte efter gymnasiet. Det handler naturligvis både om, hvor moden du er som person, når du starter på gymnasiet, men det handler også om, hvordan gymnasietiden er struktureret, forklarer Ole Droob, der er rektor på Aalborg Studenterkursus.
1+2 = studiemodenhed
Aalborg Studenterkursus er det eneste gymnasium i Nordjylland, hvor du kan tage en 2-årig STX, og ifølge Ole Droob tiltrækker den 2-årige STX netop de mere studiemodne unge:
- Vores elever har valgt en 1+2 model, hvor 1-tallet står for 1 år på efterskole, i 10. klasse, udlandsophold, arbejde og lignende, mens 2-tallet står for en STX på 2 år. Med andre ord er der en stor del af vores elever, der har taget et år væk fra det traditionelle skolesystem allerede efter folkeskolen, og det gør dem så i stand til at gennemføre STX på kun 2 år. Herefter er det over halvdelen, der bevæger sig direkte videre i uddannelsessystemet, og det er altså en meget høj andel, fortsætter han.
Ole Droob mener, at han er begunstiget med nogle unge, som er mere studiemodne end på andre gymnasiale uddannelser. Samtidig mener han, at det er godt, at der er alternativer til den traditionelle 1.G., hvor de fleste elever kommer direkte fra 9. klasse.
Hver 3. starter direkte på universitetet efter 2-årig STX
Af de godt halvdelen, der læser videre direkte efter den 2-årige STX, er det langt størstedelen, der søger ind på universitet. I de seneste år har tallet ligget på ca. 33 procent af den samlede årgang, og det er ca. tre gange så højt som den almindelige STX:
- Ca. hver 3. af vores afgangselever søger direkte ind på universitet. Det tilsvarende tal for den 3-årige STX er kun ca. 10 procent, fortsætter Ole Droob.
Ole Droobs afgangselever fordeler sig med 9-11 procent inden for samfundsvidenskab, 8-12 procent inden for humaniora, 7-12 procent inden for de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser og 3-5 procent inden for de sundhedsvidenskabelige uddannelser. Det er de såkaldte akademiske bacheloruddannelser, mens andre ca. 10 procent går direkte fra gymnasiet til en professionsbachelor, der hører under gruppen af korte videregående uddannelser.
Flere får den 2-årige STX
Der er da også flere og flere, der vælger en studentereksamen på bare 2 år. På landsplan er antallet steget med 21 procent i perioden fra 2005 til 2016, og i Nordjylland er tallet steget med 15 procent alene fra 2015 til 2016:
- Det er glædeligt, at stadig flere får øjnene op for den 2-årige STX som et spændende og målrettet alternativ til den almindelige 3-årige STX og HF, konstaterer Ole Droob videre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.