Fuldt tryk på alle kedler
Efter en lang periode, hvor det var været nødvendigt at ty til virtuelle møder, er der nu endelig åbnet for det velkendte fysiske samvær fra før coronaudbruddet
Opdateret kl. 11:08
Netop ansigt-til-ansigt-møder er en væsentlig del af Erhverv Norddanmarks tilbud til de 650+ medlemmer, så hos regionens største erhvervspolitiske netværk er man rigtigt glade for at kunne sige, at der nu igen er fuldt tryk på alle kedler.
I den grad klar
”Vi har brugt de seneste måneder på at planlægge aktiviteter, som vi kunne lancere, så snart det igen var muligt at mødes fysisk, og nu er vi i den grad klar”, siger direktør Kurt Bennetsen, Erhverv Norddanmark:
”Vores netværksgruppe Trademark Future Lounge har allerede holdt det første fysiske møde efter genåbningen og Seniorgruppen mødes midt i august på Nygårdsminde Vingård.”
Nytår bliver til sommer
Traditionen tro skulle Erhverv Norddanmark have holdt nytårskur med Aalborgs borgmester en af de første dage i det nye år, men det er i 2021-udgaven blevet omkalfatret til en sommerkur.
”Ud over indlæg fra Thomas Kastrup-Larsen vil Spar Nord Banks administrerende direktør Lasse Nyby og Erhverv Norddanmark-formand Rasmus Haugaard give deres bud på erhvervsudviklingen i 2020’erne. Naturligvis præger coronanedlukningerne det aktuelle billede, men vi i den grad brug for at rette blikket mod et punkt, der ligger noget længere ude i fremtiden, så vi glæder os meget til at sætte fokus på den resterende del af dette årti”, siger Kurt Bennetsen.
Sommerkuren bliver – ganske som tilfældet har været med de seneste udgaver af nytårskuren – rundet af med en debat mellem indlægsholderne. Den er endnu en gang i kyndige hænder hos journalist Jørgen Pyndt.
Tilmelding til sommerkuren, der finder sted i Musikkens Hus tirsdag 7. september 2021, kan ske på https://www.erhvervnorddanmark.dk/1431/arrangementer/aktuelle-arrangementer/sommerkur-2021 .
Erhvervstur med OPP-fokus
Erhverv Norddanmarks ligeledes traditionsrige erhvervstur til København er programsat til fredag 24. september 2021. Kurt Bennetsen fortæller:
”Fokus er denne gang strategiske offentlig-private partnerskaber i krisetider – ikke mindst med projektøren på, hvordan der i symbiose kan skabes ny forretningsudvikling, vækst og beskæftigelse. Der er bred enighed om, at strategiske OPP’er kan være af afgørende betydning i en tid med de alvorlige udfordringer, landet har og vil have i kølvandet på coronakrisen. Det handler om at samle det allerbedste fra det offentlige og det private erhvervsliv i fælles løsninger – netop på et strategisk grundlag.”
Programmet byder blandt andet på input fra Tivoli, Greater Copenhagen og Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Tilmelding kan ske på https://www.erhvervnorddanmark.dk/1431/arrangementer/aktuelle-arrangementer/erhvervsturen-2021 .
Debat med de folkevalgte
I samarbejde med Nordjyske Medier og blandt andre arbejdsmarkedets parter indbyder Erhverv Norddanmark mandag 27. september 2021 endnu en gang de nordjyske medlemmer af Folketinget til regional åbningsdebat.
”At dømme ud fra MF’ernes interesse for at deltage er det et arrangement, de meget gerne finder tid til – og vi kan også glæde os over, at der er mange nordjyder, der gerne vil mødes med de folkevalgte. 2021 er jo et år med valg i kommuner og regioner, hvilket nok vil sætte sit præg på debatten – og naturligvis endnu mere, hvis der viser sig at være hold i rygterne om, at vi får et folketingsvalg i løbet af efteråret. Vi arbejder aktuelt på videreudvikling af arrangementets form og indhold, men der bliver ikke ændret på, at det fortsat drejer sig om nordjyske emner på den landspolitiske dagsorden”, understreger Kurt Bennetsen.
Den Tredje Limfjordsforbindelse
Erhverv Norddanmark-direktøren forventer, at Den Tredje Limfjordsforbindelse endnu en gang kommer til at fylde en del af Nordjysk Åbningsdebat:
”Netop nu drøfter politikerne detaljerne i den plan, hvorefter investeringerne i landets infrastruktur skal udmønte sig de kommende 15 år. Heldigvis er Den Tredje Limfjordsforbindelse med, men vi kan ikke være sikre på noget, før Dronningen har sat sin underskrift på anlægsloven, så det er utroligt spændende måneder, vi går i møde.”
Tilmelding til åbningsdebatten kan ske på https://www.erhvervnorddanmark.dk/1431/arrangementer/aktuelle-arrangementer/nordjysk-aabningsdebat-2021 .