Her er de hyggelige julemarkeder, du skal opleve i 2023
Glæder du og familien jer også til glimtende lys, lunende drikke og boder fyldt med pynt, håndværk og søde sager? Se her, hvor I finder nogle af dette års bedste julearrangementer i Nordjylland.
Opdateret 27. november 2023 kl. 09:28
En tur på julemarked er en årlig tradition i mange familier – og med god grund!
Der findes næppe noget mere hyggeligt end at tage ens nærmeste under armen og gå på gløgg- og godtejagt blandt de mange markeder, butikker og boder, der dukker op i november og december.
Men hvor er der egentlig julemarked i Nordjylland i år? Og hvad har de forskellige arrangementer at byde på? Det, og meget mere, kan I læse jer til her!
Kanekørsel og skægge konkurrencer i Møllecentrets Juleby
I Møllecentrets Juleby er der dømt julehygge for både store og små.
På pladsen foran Kids Coolshop i Frederikshavn kan I handle i spændende boder og deltage i skægge aktiviteter hver torsdag-søndag fra den 23. november og frem til juleaften.
Kig ind i julemand Julle og julemor Ruths hus fyldt med godter og gaver, kør en tur i den fine kane eller den sjove minikarrusel, besøg det velduftende mandelbrænderi, eller få taget et billede til årets julekort i julemandens store guldstol.
Hver dag er der konkurrencer som lykkehjul, sneboldkamp og pebernødde-katapult – og så er der mulighed for at købe juletræer, der er godkendt af selveste julemanden!
Se ugens aktiviteter på skiltet ved julebyens indgang.
Åbningstider:
Torsdag til fredag kl. 13-17.30
Lørdage og søndage kl. 11-15
Gælder fra den 23. november og helt frem til juleaften. Hver fredag fra kl. 9.30-11 er der desuden åbent for dagplejer, legestuer m.m. som kan møde Santa Julle & Julemor Ruth i Julebyen.
Møllecentrets Juleby er beliggende på pladsen foran Kids Coolshop & Hermans Hule i Vestbyen i Frederikshavn.
Jul på gammeldags manér på Børglum Kloster
Er I til klassisk jul med flettede hjerter, krybbespil, gran og kravlenisser? Så skal I helt sikkert lægge vejen forbi det traditionsrige julemarked på Børglum Kloster.
Julen er det eneste tidspunkt på året, hvor klosteret åbner deres private stuer for besøgende, og de bliver derfor pyntet i stor stil til den særlige anledning.
I år kan I opleve op mod 30 forskellige boder med alt fra lokale delikatesser til kunst, håndværk, julepynt og design.
Bliver I lækkersultne undervejs, kan I slå jer ned i klosterets hyggelige café, hvor I kan få alt, hvad julehjertet begærer – fra søde fristelser til traditionel julebuffet og naturligvis også en rigtig god kop gløgg.
Åbningstider:
17.-19. november kl. 10-17
24.-26. november kl. 10-17
28. november kl. 16-20
2.-3. december kl. 10-16
9.-10. december kl. 10-16
Entré:
Voksne: 110,-
Børn fra 7-12 år: 50,-
Børn fra 0-6 år: gratis
Juleinspiration og nissesjov på Voergaard Slot
På Voergaard Slot står julen også i traditionernes tegn.
Igen i år bliver det gamle renæssanceslot pyntet overdådigt op af Bjarne Als fra Bering House of Flowers – denne gang i samarbejde med den kreative kagebager Anne-Mette Juel Svensson.
Gå på opdagelse i de mere end 40 stande med alt fra julepynt til uld, smykker og keramik, smag på nye og velkendte julefavoritter i de spændende madboder, eller hyg jer med en omgang æbleskiver og gløgg i den stemningsfulde slotskælder.
Lørdag og søndag er der aktiviteter for børn. Måske er I heldige at finde nisseboet eller at møde gøglernissen Elnis, som cykler rundt på pladsen og laver ballade.
Åbningstider:
24.-26. november
1.-3. december
Alle dage fra kl. 10-16
Entré:
Voksne (+13 år): 120,- i døren / 110,- + gebyr online
Børn (6-13 år): 60,- i døren / 50,- + gebyr online
Jul på Voergaard er en årelang tradition. En af traditionerne er, at det smukke renæssanceslot bliver pyntet op af Bjarne Als fra Bering House of Flowers.
Det gør han også i år, men som noget nyt akkompagneres Bjarne af Anne-Mette Juel Svensson, som er en meget dygtig og kreativ kagebager med speciale i glaze-kager.
På årets julemarked kan I se eksempler på Anne-Mettes fantastiske kunnen og få inspiration til julens smukke og skønne kager.
Både Anne-Mette og Bjarne og optræder begge dagligt med en snak og demonstrationer på deres kunnen.
Live-musik og juleshopping i Aalbæk
Hvis du er kørt igennem Aalbæk nær juletid, har du sikkert lagt mærke til de mange smukke lys og dekorationer.
Hvert år skruer den lille by helt op for julestemningen – blandt andet på det hyggelige julemarked i haven på Aalbæk Badehotel.
Udover spændende boder med lokale delikatesser, hjemmelavede lækkerier og gaver til store og små er der sørget for god underholdning hver eneste weekend.
Hør blandt andet Tina Siel og Knud Erik Thrane synge julen ind, se den dygtige Tordenskioldgarde spille, eller kig forbi, når Johnny Hansen underholder.
Flere dage kommer selveste julemanden også for at hilse på markedets gæster.
Julemarkedet i Aalbæk er åbent alle weekender fra fredag den 10. november til og med søndag den 10. december.
Adresse:
Haven ved Aalbæk Badehotel, Skagensvej 42, 9982 Ålbæk
Kunsthåndværk og julefællesskab på Tversted Skole
Tversted Gamle Skole er blevet et mødested for både lokale og turister. Det gælder også i den søde juletid, hvor skolen inviterer til “julemarkedsfællesskab”.
Den første weekend i december fyldes skolens hyggelige lokaler med mennesker, god stemning og godt kunsthåndværk fra eksterne udstillere (én fra Japan) og fra skolens egne værksteder.
Gå på jagt efter håndlavede julegaver blandt de i alt 43 stande, eller shop kvalitetsgarn til julens projekter i Isager-butikken.
Husk også at besøge den nye café “Skolekøkkenet”, hvor der er vafler, gløgg, kaffe og brød på menuen. Der er gratis entré begge dage.
Åbningstider:
2. december, kl. 10.00-17.00
3. december, kl. 10.00-16.00
Entré: Gratis
Adresse:
Tversted Skole, Skolevej 11 – 13 Tversted, 9881 Bindslev.
Arrangør:
Foreningen Kultur på Tversted Skole.
Julestue i det grønne på Landlyst Plantecenter
Hos Landlyst Plantecenter emmer det af jul og hygge!
I november og december bliver den 300 m2 store butik forvandlet til en stemningsfuld julestue med alt fra juletræspynt og julekugler til smuk udendørspynt og ideer til kalenderpakker.
Gå på jagt efter årets juletræ på plantecentrets fortryllende udearealer, hvor I også finder pyntegrønt og kirkegårdskranse, eller nyd en rolig stund i julecaféen, hvor nissepigerne står klar med æbleskiver, gløgg, varm kakao med mere.
Fra uge 47 kommer julemanden på besøg på Landlyst hver weekend og deler julelækkerier ud til både store og små besøgende.
Åbningstider:
Hverdage fra kl. 10-17
Lørdag og søndag fra kl. 10-16
Caféen er åben alle weekender i november samt alle weekender og hverdage i december.
Forlystelser og julehytter på Gammeltorv i Aalborg
Små, hyggelige hytter på rad og række og det store pariserhjul, der lyser op fra lang afstand.
Det er så godt som umuligt ikke at komme i vaskeægte julestemning, når man besøger det årlige julemarked på Gammeltorv i Aalborg.
Julehytterne er en blanding af både velkendte og nye butikker og madboder.
Her kan I finde alt fra gløgg, brændte mandler, æbleskiver og andre julelækkerier til vamsede julesweatre, dekorativt pynt og spændende kunsthåndværk.
Som altid er der også mulighed for at prøve en tur i børnekarrusellen og det eventyrlige pariserhjul, hvorfra der er udsigt over markedet og en stor del af byen.
Julemarkedet på Gammel Torv kører fra 17. november-23. december.
Åbningstider:
Mandag-fredag kl. 12-18
Lørdag og søndag kl. 10-18
15.-23. december kl. 10-19 alle dage
Den 24. november er der åbent fra kl. 12-22 i forbindelse med Black Friday.
Julehygge for hele familien til Jul i Zoo
Oplev ægte julestemning i en kulisse ud over det sædvanlige, når Aalborg Zoo slår dørene op til “Jul i Zoo – hvor magien begynder”.
Fra den 24. november er hele zoo pyntet smukt op med funklende lys og fine boder fyldt med julemad, søde sager og kreative ting til både julegaver og julebordet.
Tag på en magisk gåtur gennem den flotte julehave, hvor I blandt andet kan møde den venligste julemand i verden, se den knaldrøde T-rex og dens unge lyse op i Extinction-udstillingen, og få et kig indenfor i mange huse og stalde, hvor dyrene nyder varmen, og at aftenroen sænker sig.
Du kan se hele det store program her.
Der er Jul i Zoo på følgende datoer:
24.-26. november
1.-3. december
8.-10. december
14.-27. december
Alle dage åbent til Jul i Zoo kl. 15-20 – kun med undtagelse af den 24. december, hvor der er åbent fra kl. 10-13.
Få reduceret entrépris fra kl. 15-20:
Voksne: 145,-
Børn fra 3-11 år: 95,-
Julelys og vintersolhverv i Løkken
I Løkken går hele byen sammen om at skabe julehygge. Butikkerne og restauranterne holder åbent hver weekend, og helt frem til nytår er der sjove og spændende arrangementer i og omkring den charmerende kystby.
Vær med til første søndag i advent, hvor julemanden ankommer i sin fiskekutter for at tænde julelysene på Torvet.
Eller besøg Løkken Museums julestue den 10. december, og nyd en omgang gløgg og vafler i Johanne Grønbechs Hus fra 1860.
Den 22. december kan I få jer en oplevelse ud over det sædvanlige, når fastboende og turister mødes for at fejre vintersolhverv ved verdens eneste solhvervssøjle.
Du kan læse mere om jul i Løkken her.
Julen i al sin pragt – aftenåbent på Børglum Kloster
28. november, kl. 16-20, Børglum Klostervej 255, Vrå
Årlig medisterfest
30. november-3. december, kl. 10-21, ved Super Brugsen
Julemanden kommer til Løkken
3. december, 15.30-16.30, Sdr. Strandvej / Torvet
Race for oceans: Christmas clean up
3. december, kl. 10-11.30, Løkken Moleleje
Julestue på Løkken Museum
10. december, kl. 14-17
Vintersolhverv ved verdens eneste solhvervssøjle
22. december, kl. 15.15 ved vandtårnet
Løkken Nytårsløb
31. december, kl. 10.30-14, Sdr. Strandvej 6C
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.