Her hænger kulturen ikke på væggen: Den går rundt på gulvet
Hos VELA er kultur ikke noget, man taler om. Det er noget, man mærker. Og medarbejderne er ikke i tvivl om, hvorfor virksomheden nu er blandt vinderne i konkurrencen ”Danmarks Bedste Arbejdspladser®”.
Opdateret kl. 17:22
VELA udvikler og producerer specialdesignede arbejdsstole og hjælpemidler til sundhedssektoren samt til mennesker med nedsat funktionsevne, der får mulighed for at være selvstændige i hverdagen både hjemme, på arbejde og i rehabilitering. Derudover tæller sortimentet high-end designmøbler under navnet VERMUND.
Hos virksomheden, der har hovedkontor i Aalborg, er kultur ikke noget, der bare hænger på en plakat ved kaffemaskinen.
Derfor kommer det heller ikke som nogen stor overraskelse for medarbejderstaben, at virksomheden nu er blandt vinderne i ”Danmarks Bedste Arbejdspladser®” for andet år i træk.
Værdier, der bliver levet og ikke bare læst
Ét er, hvad ledelsen siger. Noget andet er, hvordan kulturen faktisk opleves i hverdagen. Og findes der en bedre måde at trykteste en ledelsesfortælling om arbejdspladsen end at spørge medarbejderne selv?
Tre af dem giver her deres bud på, hvorfor VELA er et helt særligt sted at arbejde.
”OMTANKE, TILTRO, GROKRAFT og FORSKELLIGHED” er værdierne hos VELA, og medarbejderne kender dem og efterlever dem. Og når de fortæller om deres hverdag, er det tydeligt, hvordan værdierne viser sig i praksis: I måden de hjælper hinanden, i tilliden til deres faglighed, i lysten til at udvikle både processer og mennesker og i respekten for, at de ikke er ens, men stærkere sammen.
Remi Kærgård Orial, Kikki Gregersen og Amalie Toft Buthler arbejder i forskellige afdelinger, men når de taler om kulturen, lyder de som én stemme.
En arbejdsfamilie med tiltro og tryghed
- Jeg vil sige, at VELA er en virksomhed, der omfavner én, og jeg kunne fra starten mærke, at mine nye kollegaer var stolte over at arbejde her. Vi er en form for arbejdsfamilie, og jeg har lige fra starten haft en god følelse af, at der bliver taget hånd om os, siger Kikki Gregersen, controller og ansat siden 2010.
Remi Kærgård Orial, koordinator i polstreproduktionen, nikker.
- For mig er det følelsen af, at der er tiltro til det, jeg laver, og de beslutninger, jeg tager, der fylder mest. Og så det med, at vi løfter i flok, for det gør virkelig noget ved arbejdsglæden.
De er bevidste om, at der kan komme perioder med færre ordrer og risiko for reduktioner i medarbejderstaben.
- Men alligevel ikke, siger Kikki.
- For vi ved jo, at vores ledelse har en klar holdning til, at vi er en ressource, der ikke bare kan erstattes. Det giver en ro.
En varm velkomst og opmærksomme kollegaer
Amalie Buthler, sales assistant i eksport og ansat siden januar, husker tydeligt sin første arbejdsdag og mødet med direktøren.
- Onboardingprocessen var både effektiv og jeg følte mig virkelig velkommen. I dag er jeg megastolt over, hvor hurtigt jeg har fået ansvar, siger hun.
Hun oplever også en kollegagruppe, der er oprigtigt opmærksom på, hvordan hun har det. Det gælder også, når hun nogle gange vælger at ”isolere” sig lidt med musik i ørerne for at kunne koncentrere sig.
- Det er jo helt fantastisk, at de lige tjekker ind – også selvom ørebøfferne bare betyder, at jeg lige skal fokusere, siger hun med et stort grin.
En ledelse, der lytter og handler
De fremhæver alle, at direktøren, Per Buus altid er tilgængelig.
- Vi ved, at Pers dør altid er åben, og at han kommunikerer løbende. Når der sker ændringer, bliver vi altid informeret. Det gør, at vi kan koncentrere os om vores arbejde, fordi vi ved, at han nok skal sige til, når der er noget, vi skal vide.
På samme måde er de trygge ved at pege på ting, der kan forbedres. Remi fortæller, hvordan virksomheden for nylig investererede i nye maskiner for at automatisere nogle fysisk hårde processer.
Det skete efter en henvendelse fra medarbejderne.
- Hvis argumentationen er på plads, så kan der sagtens ske ændringer, siger han.
En anerkendelse, der forpligter og peger fremad
De tre medarbejdere er ikke i tvivl om, at den flotte placering betyder noget for hele virksomheden. Den tårnhøje svarprocent taler sit eget sprog.
- Det har jo noget at gøre med, at vi alle sammen er glade for at være her og stolte af vores virksomhed, siger Kikki.
Hun peger samtidig på, at anerkendelsen også forpligter.
- Vores ledelse er også glade og stolte over resultatet, men de ved først og fremmest, at den form for tilfredshed forpligter. Og det tegner jo godt for fremtiden.
Danmarks Bedste Arbejdspladser® er en årlig konkurrence, hvor ”Great Place To Work” kårer de arbejdspladser i Danmark, der har den stærkeste kultur baseret på tillid, fællesskab og retfærdighed. Kåringen bygger på medarbejdernes egne svar i Trust Index™‑ undersøgelsen og er en vurdering af, hvordan virksomheden arbejder strategisk med kultur. Virksomhederne opdeles i størrelseskategorier for at sikre en fair sammenligning, og i alt hædres 50 arbejdspladser på tværs af landet. Formålet er at fremhæve organisationer, hvor kultur ikke er et projekt, men selve forretningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.