Afskaf EU-forbehold på forsvarsområdet


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:06

Af Jens-Kristian Lütken, næstformand for Europabevægelsen, Fælleddiget 61, 2300 København S, Lytken@ft.dk

FORBEHOLD: Der er mere end nogensinde brug for, at Danmark deltager i EU’s forsvarssamarbejde. Desværre nøler forsvarsminister Trine Bramsen (S) i forhold til at gøre noget ved vores EU-forbehold på det område.

Trump har på sin egen og direkte måde gjort det klart, at vi ikke skal regne med, at USA kvit og frit vil påtage sig opgaven med at beskytte Danmark og andre europæiske lande. Vi skal selv bidrage noget mere. Og det er vel egentlig et meget rimeligt synspunkt.

Ved at deltage i det europæiske forsvarssamarbejde, så får Danmark flere handlemuligheder, end vi har i dag. Omvendt bliver vi ikke forpligtet til mere og kan frit vælge, om vi ønsker at deltage i internationale missioner under EU-ledelse.

EU’s forsvarssamarbejde kan på ingen måde stå i stedet for Nato, da det ikke er nær så udbygget. Imidlertid er det et godt supplement til Nato. Det kan der bliver god brug for eftersom de to største militærmagter indenfor Nato, nemlig USA og Tyrkiet, for tiden optræder temmelig tvetydigt overfor Nato-samarbejdet. Det vil derfor være klogt – især for et mindre land som Danmark – at have flere muligheder end blot at sætte vores lid til Nato og dermed i sidste ende Trump.

Det vil være naivt blot at satse på, at Trump ikke blive genvalgt, og at alting bliver godt igen. Vi skal selv tage ansvar. Og det gør vi ved at udbygge samarbejdet med vores europæiske partnere. Derfor er det ærgerligt, at forsvarsministeren hverken vil være med til at afskaffe forbeholdet eller i det mindste blot diskutere konsekvenserne af forbeholdet. Det er efter min mening mangel på rettidig omhu.

Vi står med et EU-forbehold, som blev skabt for tre årtier siden. Dengang var den sikkerhedspolitiske situation en gange anden end i dag, og derfor er det på tide at lade forsvarsforbeholdet træde af. Vi bør have en grundig debat om konsekvenserne for Danmark ved at stå udenfor. Det drejer sig både om de sikkerhedspolitiske konsekvenser, men også det forhold at vores forsvarsindustri går glip af eksport og dermed nye arbejdspladser på grund af det meningsløse forbehold. Der er mange gode argumenter for at udskrive en folkeafstemning. Det kræver blot, at forsvarsministeren griber dem fremfor blot blankt at afvise enhver diskussion af dette centrale spørgsmål.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden