Bekæmp social ulighed

Af Peter Dahlgaard,forfatter, Tøttenborgvej 1, 9900 Frederikshavn, peter@strandgaarden-skagen.dk

Vi skal passe på ikke at være for konsekvente i vor udhængning af specifikke samfundsgruppers herkomst og disses eventuelle årsag til - i denne tid - udbredelsen af coronasvirussen i Aarhus-området - hvilket der har været udvist tendens til af myndighederne, herunder borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus, der tydeligt lægger skylden for den større udbredelse af coronavirus i det somaliske miljø i Aarhusområdet over på den somaliske befolkningsgruppe.

Naturligvis er det intet med hudfarve eller etnicitet, der har noget med smitteudbredelse at gøre. Det bunder i den sociale velfærd, trivsel og aktivitet.

Jeg, som etnisk dansk, kender det så udmærket på ”egen krop”, og det er jo noget, der altid - og nok også fremover, blot i forskellige perioder - vil ramme de måske uskyldige.

Min dagligdag på landet 30 km vest for København forløb lykkeligt og i et rart og bredt landmiljø.

Et problem jeg havde som barn - og det var tungt at bære, meget tungt.

Selv om jeg kunne være meget mismodig og ”nede” i ugerne før folkeskoleferien startede, blev jeg en af de første feriedage, sat på toget i København med målet Salling-land (vest for Skive) - til snesevis af ca. jævnaldrende fætre og kusiner, jeg havde, da min far, som jyde, havde 12 søskende i området.

Det var hådt at gennemleve. Jeg var ikke den, der sladrede til de voksne, men jeg havde det nok på samme måde eller værre i Salling i de år end de mest yderliggående medmennesker fra f.eks. Somalia og fra andre folkeslag, vi som mennesker bør hjælpe.

På et sådant ferieophold kunne jeg dagligt skulle ”lege” sammen med seks-otte fætre og/eller kusiner - alle etniske sallingboere.

Ja der var det mig der var anderledes - kommende fra Djævleøen - og blev naturligt kaldt ved det lokalé skældsord ”københavneren”, og hvor der under det daglige samvær var ubehageligt at være kommet ”udefra”.

Dengang havde det nok været mere attraktivt for mig at være somalier.

Ofte i sommerferien, hvor kostaldens grebning var tom, fordi køerne var ude på græs, kunne jeg gå ud og sætte mig på kanten af grebningen og fælde en tåre - eller i de milde tilfælde tælle til 1000.

Da jeg efter år hjemme i Nordsjælland var ved at være færdig med uddannelse som arkitekt, med tømreruddannelse som baggrund, blev jeg narret til at tage med en kammerat til Himmerland i nogle ferieperioder for at bygge et sommerhus for kammeratens mor, som stammede fra egnen.

Det vakte stor lokal opsigt - dog på en anden måde. Det var en lille stationsby langs Hadsundbanen.

Tidlig morgen, når byens bager åbnede, gik jeg ned for at købe morgenbrød. Efter de første dages morgenbagertur undrede jeg mig meget over at, butikken, som var ganske kundetom de første dage, begyndte at være stuvende fuld af ældre etniske landsbyboere.

Efterhånden som vi kom tættere i kontakt med nogle af yngre jævnaldrende, fik vi forklaringen på dette morgenbager-besøgs udvikling. Alle disse fruer med blånelse i hårkrøllerne skulle ned og se, hvad var det dog for nogle sære fremmede, der var kommet til byen.

Efter at sommerhuset var færdigbygget, kom jeg der fortsat - og det endte endda med, at jeg senere faldt for en af de etniske unge piger, som jeg fortsat trods herkomsten deler adresse med.

Dette træf (fald) åbnede yderligere for, at jeg - på trods af, at jeg var kommet ”udefra” - kunne føle mig velkommen i mit nye land.

Da jeg måske nok kunne forestille mig lidt, at det, vi kan møde i dag - når vi ser på den mangel på imødenkommenhed, som visse fremmede gæster bliver mødt med - valgte jeg at konvertere til at forsøge at blive jyde.

Hvor god det er lykkedes, må andre vurdere - men jeg er faldet rimeligt til. Og jeg bor derfor fortsat i hovedlandet.

Kære medborgere, vi skal alle tage godt imod de gæster som kommer til vort land, uanset om det er for et kort turistbesøg, men i særdeleshed når det drejer sig om, at skabe baggrund for en nyt liv, for en person eller en familie, der i sit tidligere hjemland har levet et kummerligt liv, konstant i frygt for at skulle modtage grusomheder.

Vi skal byde dem velkommen, og om muligt være deltagende - direkte som indirekte, at disse nye medborgere kommer til at leve i et land, hvor morgerne alle som udgangspunkt kan starte med et smil og glæde for at være til som menneske.

Kære læser - opnår vore nye medborgere dette, vil de som os andre igen se alle de smukkeste fugle og høre deres vidunderlige toner, helst hver dag.

Toner, som jeg ofte kan oversætte til , hvad envis Mr. Martin Luther King udtalte - lidt i samme ærinde - og netop i disse stjerneskuds-uger kan jeg ønske og drømme:

Et stjerneskud tegner en sitrende streg -

på himlens natmørke blå - Jeg ønsker og drømmer - den smukkeste leg -

- - ”I have a dream” - som aldrig må forgå -

- langt mere en dream - den helst må nå.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden