debat

Debat om testindsats: Vi er noget nær verdensmestre

Regionsdirektør i Region Nordjylland, Christian Boel, svarer i dette indlæg på Nordjyskes leder om testindsatsen. - Vi behøver ikke kun at fokusere på de ting, der går dårligt, når vi er noget nær verdensmestre. Det må vi gerne være stolte over, skriver han

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
- Vi er på et års tid gået fra at kunne teste under 10 personer om dagen til meget snart at teste op mod 1 ud af 10 nordjyder hver eneste dag, skriver regionsdirektør Christian Boel. Foto: Niels Åge Skovbo

- Vi er på et års tid gået fra at kunne teste under 10 personer om dagen til meget snart at teste op mod 1 ud af 10 nordjyder hver eneste dag, skriver regionsdirektør Christian Boel. Foto: Niels Åge Skovbo

Af Christian Boel, regionsdirektør i Region Nordjylland, christian.boel@rn.dk

I en leder (10.4.) er Nordjyskes chefredaktør Jens Peter Svarrer ude med en stor kritik af myndighedernes håndtering af coronatest og coronapas i forbindelse med genåbningen, som betegnes som ”uforståeligt håbløs”.

Blandt andet kritiseres det, at flere har stået i kø for at blive testet.

Søndag lancerer Nordjyske så et opslag på Facebook i samme boldgade: ”Er du også træt af at stå i kø – enten ude på teststederne, eller når du skal booke en tid til test? Regionen lover bedring fra mandag, men tror du på det?”.

Ud fra ytringerne i løbet af weekenden kan man således forledes til at tro, at Nordjyske tvivler på, at der vil ske forbedringer.

Det kræver et modsvar. For selvfølgelig sker der forbedringer.

Jeg ved godt, at pressens rolle er at sætte lys på de ting, der ikke fungerer godt nok og jeg sætter sådan set pris på, at pressen fremhæver problemerne, så de bliver synlige og der kan handles på dem – mit ærinde er alene at forsøge at give et lidt mere nuanceret billede af virkeligheden.

Vi er på et års tid gået fra at kunne teste under 10 personer om dagen til meget snart at teste op mod 1 ud af 10 nordjyder hver eneste dag.

Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der har knoklet i over et år for at tilveje-bringe testkapacitet. Så meget testkapacitet, at vi lige nu er det fjerdemest testende land i hele verden.

Vi ligger helt i top.

Kun 0,2 procent af verdensbefolkningen bliver testet mere end danskerne – og vores udgangspunkt var tæt på nul.

Hvis det var nemt at lade så stor en del af befolkningen teste, så havde flere lande gjort det.

Der ligger et kæmpe logistisk og fagligt baseret system under overfladen, som nordjyderne ikke skal bekymre sig om – de bekymrer sig i stedet for, om de kan lade sig teste hurtigt og nemt, så vi kan inddæmme smitten, da test er en medvirkende årsag til, at vi klarer os godt i den her pandemi.

Så stor tak til nordjyderne!

Vi har testet 2.962.329 gange, og vi slår til stadighed rekorder, og vi har i Nordjylland formået at teste 37.000 på én dag.

Når så mange bliver testet, så vil der periodevis opstå kødannelser – andet vil være noget nær en umulighed.

Hvis vi talte om én lang kø, så ville den hver eneste dag gå fra Skagen til Aalborg! Men at undgå kø er stadig noget, som vi forsøger at opnå. For vores testkapacitet stiger støt fra dag til dag.

Så det er altså ikke et spørgsmål om tro, men et spørgsmål om, at vi tager teststrategien seriøst, og arbejder hver dag på et gøre det endnu mere optimalt.

I virkeligheden synes jeg, at ovenstående fortælling er værd at fortælle.

Vi behøver ikke kun at fokusere på de ting, der går dårligt, når vi er noget nær verdensmestre. Det må vi gerne være stolte over.

Det var forventet, at der ville komme tryk på testsystemet op til genåbningen den 6. april, præcist som det sker, når der for eksempel åbnes mulighed for at aflæse årsopgørelsen på skat.dk.

Vi gjorde, hvad der var muligt, for at minimere kødannelserne og havde skruet op for alt, hvad der var muligt at skrue op for.

Vi ønsker ikke kø, og vi vil stadig arbejde hårdt på, at det nedbringes.

I den virkelige og komplekse verden skal man passe på med garantier, så den eneste garanti jeg vil give nordjyderne i den her sammenhæng er, at vi i regionen knokler dagene lange sammen med vores samarbejdspartnerne – blandt andet de nordjyske kommuner og den private leverandør Falck.

Det gør vi, så vi kan give jer et nemt, trygt og godt test-setup i hele Region Nordjylland.

Vi vil også gerne vedkende os, at vi begår fejl undervejs.

Vi arbejder også på at lære af dem hver gang, for vi ved også godt, at alt ikke er fuldstændig perfekt.

Til slut vil jeg også minde om, at vi sådan set står et rigtig godt sted.

Teststrategien tilsiger, at der i løbet af 2021, skal skrues kraftigt ned for testkapaciteten igen i takt med at vi fortsætter med vaccinationerne (som vi i øvrigt også er blandt de absolut bedste i verden til at rulle ud).

Så i takt med, at vi skruer op for test- og vaccinekapaciteten, så aner vi også en mere normal hverdag forude for nordjyderne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.