Drop ny Limfjordsforbindelse – den er en bombe under miljø og sundhed
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:57
Af Susanne Zimmer , folketingsmedlem (Frie Grønne), Purkervej 1, 9520 Skørping, susanne.zimmer@ft.dk
Der lurer en potentiel miljø- og sundhedskatastrofe bag regeringens plan om at lave en ny motorvej over Egholm. Hvor høj skal prisen være for endnu en Limfjordsforbindelse? Og hvor stor en risiko er politikerne villige til at tage?
Udover at medføre konsekvenser for miljøet, drikkevandet, biodiversiteten i området og give øget trafikstøj, viser det sig, at der ligger en potentiel generationsforurening på lur. Egholmforbindelsen vil i værste fald kunne føre til en miljø- og sundhedskatastrofe.
Derfor har jeg kaldt transportministeren i samråd 10. juni, hvor han skal svare på, om han er bekymret for om der ved udgravning til en motorvejstunnel i forbindelse med en eventuel Egholmmotorvej i gravspildet frigives tungmetaller og asbest, og hvad han har tænkt sig at gøre for at sikre et ordentligt grundlag for beslutningen.
Ifølge en redegørelse fra tænketanken Geohav er der nemlig med meget stor sikkerhed asbest og kviksølv i det område, der skal graves op for at gøre plads til motorvejen.
En del af området er den gamle deponiplads for asbestholdigt affald fra den nedlagte eternitfabrik i Aalborg.
Ved en gåtur langs kystlinjen både nord og syd for Egholm, på Egholm og i Klosterengen, hvor motorvejstilkørslen skal anlægges, kan man tydeligt se resterne af eternitpladerne, der stikker op af jorden.
Som lokale historier om de lange kræftsygdomsspor den gamle eternitfabrik har trukket efter sig vidner om, er asbest ikke et stof, man skal spøge med.
Forskere fra Aalborg Universitet har slået fast, at personer, der har boet tæt på fabrikken har syv gange så stor risiko for at udvikle lungehindekræft som normalt.
Folketinget har her i foråret anerkendt omfanget af og taget ansvar for asbestens dødelige konsekvenser ved at udvide kompensationsordningen til andenhåndseksponerede asbestofre.
Alligevel virker det til, at Christiansborgs politikere og lokale byrådsmedlemmer er fuldstændigt ligeglade med selvsamme asbest og tungmetaller, når bare der er en motorvej i sigte. Det er virkelig grotesk.
Hvis den planlagte forbindelse bliver til noget, skal der graves 1 millioner kubikmeter havbund op.
I den nye miljøkonsekvensrapport står der, at man regner med et gravspild på 10-20 pct., hvilket betyder, at 170.000 kubikmeter af havbunden vil frigives til vandsøjlen og flyde med strømmen ud i fjorden.
Hvis det viser sig, at der er asbest i havbunden, vil den på et tidspunkt ende på land, tørre ud og blive luftbåren.
Med vestenvinden vil asbesten ende inde over Aalborg by og drysse ned i aalborgensernes lunger, eller den vil blive optaget af planter og dyr i havmiljøet, bioakkumulere og til sidst måske ende i vores maver.
Asbest er kun nævnt i en bisætning i den miljøkonsekvensrapport, som Rambøll har udarbejdet på vegne af Vejdirektoratet.
Det fremgår af selv samme rapport, at jordprøverne fra havbunden ikke er blevet undersøgt for asbest, og det gør hele processen endnu mere kritisabel og direkte utryg, når det er så tydeligt, at området er forurenet.
Tværtimod viser Rambølls jordprøver generelt et bemærkelsesværdigt lavt niveau af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i forhold til de andre omkringliggende områder ved fjorden.
Det virker mildest talt meget, meget underligt. Dertil kommer at Rambøll har hyret et lille enkeltmandsfirma til at lave undersøgelserne. Et enkeltmandsfirma med luftfotoservice og ikke miljøkonsekvensundersøgelser som ekspertise, vel at mærke.
Rapportens konklusioner underbygges kun af mangelfuld dokumentation og har ikke en DANAK akkreditering, som ellers er helt normal procedure for projekter af den størrelsesorden.
For overhovedet at kunne diskutere hvorvidt og hvordan en motorvejsforbindelse skal løbe igennem området, skal vi selvfølgelig have et ordentligt, troværdigt og gennemarbejdet grundlag at diskutere ud fra. Alt andet er hul i hovedet og ren og skær gambling med miljøet og folkesundheden.
Regeringen siger, at den vil færdigforhandle om Limfjordsforbindelsen inden sommerferien, men det er umuligt, hvis vi faktisk skal have en jordisk chance for at tage en demokratisk beslutning på et oplyst grundlag.
Ikke engang de noget nær 7000 høringssvar, der er blevet indsendt som reaktion på miljøkonsekvensrapporten vil være gennemlæst inden ferien og indgår derfor ikke i overvejelserne.
Det må føles tamt for de borgere, der i god tro har givet deres besyv med i den demokratiske beslutningsproces.
Derfor er det bydende nødvendigt at ministeren hiver i håndbremsen, og at der i det mindste foretages en ny og uvildig undersøgelse af de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af at anlægge en tredje Limfjordsforbindelse. Det skal være en grundig undersøgelse, som skal foretages af et firma, der ikke – som i Rambølls tilfælde – er med i Aalborg Alliancen, som aktivt presser på for regeringens plan, og som man derfor kan mistænke for ikke at være hundrede procent neutral i deres vurdering.
Den tredje Limfjordsforbindelse er dårligt nyt for miljø, klima, biodiversitet, støj, drikkevandet i både Dræstrup og Lindholm, og nu står vi også over for en potentiel generationsforurening. Vi kan ikke blive ved med at gamble. Selvom mange af Nordjyllands pengestærke aktører har lobbyet for endnu en motorvejsforbindelse i mange år, vil jeg slutte med at understrege, at det altid er helt i orden at blive klogere og trække i land igen.
Prisen for en ny Limfjordsforbindelse har nået nye højder og bør som et minimum sættes på pause indtil alle relevante aspekter er undersøgt grundigt og efter almindelige standarder.
Så bliver det forhåbentligt tydeligt for alle, at den selvfølgelig bør skrottes fuldstændigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.