Du har dine bekymringer - og jeg har mine for Iran

Af Laila S. Møller, 9000 Aalborg

IRAN:I søndags, da du bestilte din sædvanlige pizza, var dit ansigt trist. Mit ansigt var også trist. I disse dage ser jeg på alle menneskers ansigter og leder efter sympati for den store sorg, der har ramt folket i mit land.

Danmark kaldes verdens “lykkeligste“ land, og her i landet er der mange glade mennesker, alle griner. Hvis de ikke er glade, prøver de alligevel at smile, når de hilser og bestiller deres pizza.

Men i søndags var dit ansigt meget trist, der var ikke et smil, selv om du havde fået lidt alkohol om eftermiddagen. Og jeg var nysgerrig efter at høre, hvorfor du var så trist. Og selv om din pizza fik lidt ekstra ost, blev du ikke glad.

Jeg tænkte, at du måske havde hørt, at i dette øjeblik, hvor du stod her, da var de unge i mit land blevet hensynsløst beskudt af regeringen. De var taget ud på gaderne i dette kolde vejr. Du må have hørt, at Iran ikke ville påtage sig ansvaret for ødelæggelsen af det ukrainske fly.

Du kan også have hørt, at folk på gaderne protesterede imod denne løgn, og at den iranske regering, ved ikke at lukke for al flytrafik, forsøgte at bruge civile fly som et skjold mod et muligt amerikanske angreb.

Måske havde du hørt, at den iranske regering i november dræbte 1500 mennesker, som demonstrerede i gaderne.

Regeringen ville ikke engang tillade deres familier at sørge, men at de skulle selv betale for de kugler, som deres familiemedlemmer var blevet skudt med.

Du har måske hørt, at den iranske regering ikke påtog sig ansvaret for drab på disse uskyldige mennesker, men at regeringen med stor iver erklærede, at det var amerikanske og israelske tilhængere, der havde skudt mod befolkningen.

Jeg kommer til at tænke på frisøren i vores kvarter, en smuk pige, der talte med sine klienter, mens hun klippede deres hår.

Hun har et særligt talent for at vælge det emne, som interesserer kunden. Hun taler for eksempel med den 70-årige Elizabeth om hunde, med den 40 år gamle Luna om køb af et hus og med den 20-årige Gita om betydningen af uddannelse.

Men med mig taler hun om politik. Politik for hende handler om alle lande udenfor Europa og Amerika, det handler om Islam, krig og om udlændinge i Danmark. Hun ved ikke engang, at Sydafrika ikke er Mellemøsten, hun ved ikke, at alle dér ikke er arabere. Jeg prøver ikke længere at rette hende. Hun glemmer altid, at iranere ikke er arabere, at kurderne ikke er tyrkere, og at Saddam Hussein ikke var en socialdemokrat, og hver gang siger hun overrasket: Er det rigtigt? Jeg vidste ikke, at iranerne ikke er arabere, og ...

Men sidste gang, mens hun klippede mit hår, talte hun igen om politik, det gjorde mig meget trist.

Hun havde ikke fået sin viden fra danske aviser og tv, men fra en iransk islamisk kunde, som havde fortalt hende, at Iran er ustabilt i disse dage.

Iranske oprørere er på gaderne og de ødelægger og plyndrer offentlige steder. At politiet prøver at bekæmpe dem og det iranske politi er meget respekteret, uanset hvad de gør mod oprørene.

For at overbevise mig, sammenligner hun demonstranterne i Iran med bander i Danmark.

Hun spørger: Kunne du føle dig sikker her, hvis banderne frit kunne angribe overalt og knuse ruder i butikkerne? Kunne du så komme sikkert tilbage fra arbejde klokken ti om natten?

Denne gang gjorde jeg mit bedste, for at gøre det klart for hende, hvad der var sandheden. Så siger hun overrasket: Er det rigtigt? Det vidste jeg ikke. Tak for det, du fortæller mig. Men jeg er sikker på, at hun glemmer det igen. Fordi mine bekymringer, er ikke hendes bekymringer.

Jeg ledte efter årsagen til din tristhed, i håb om, at du havde hørt de rigtige nyheder om mit land, og vidste, at alle i dette land ønsker at have deres menneskerettigheder. At de protesterer mod den iranske regerings krigførelse, og de protesterer mod regeringens støtte til terrororganisationer, og selv om universitetsindgangene i Iran er tæppet med et amerikansk og et israelsk flag, så vil de fredelige studerende ikke mere trampe på dem.

Jeg håbede, at du vidste, at det iranske folk er træt af grusomhed, uretfærdighed, korruption, fængsel, tortur, henrettelse og mangel på ytringsfrihed.

Nu er din pizza klar, – og du trak mig ud af fantasiverdenen, mens du betalte – og talte: “Så du lørdagens håndbold? For fanden! Desværre tabte vi mod Island, min weekend blev ødelagt. For fanden!“

Da du bestilte din sædvanlige pizza, var dit ansigt trist. Du gik for at spise din pizza - og jeg blev tilbage med mine bekymringer om mit land.