Ensomhed eller flersomhed? Og hvad med samfundssind?

 <i>Bo Lehm</i>

Bo Lehm

Af Hans Peter Kragh, debat@dnmh.dk

Hans Peter Kragh fra Thisted er tidligere chefredaktør på Thisted Dagblad, fra 1. januar 2007 Nordjyske Stiftstidende. Tidligere lederskribent blandt meget andet. Nuværende menneske.

Næste mandag - 2. pinsedag - skal jeg have andet og sidste stik med Pfizer/BioNTech-vaccinen. Og som titusindvis af andre ser jeg frem til at få det forjættede coronapas.

Når nålen er trukket ud af venstre skulder for sidste gang, skal jeg bare sove 14 nætter, før jeg næsten helt frit og omkostningsløst må bevæge mig rundt i samfundet uden at skulle være overvældende nervøs for at smitte eller blive smittet.

Jeg må ungefähr lige så meget med det gyldige pas i hånden, som jeg måtte for snart halvandet år siden.

Jeg må for eksempel godt gå på værtshus. Men der er et aber dabei: Det må jeg ikke for Vor Hustru, i andre sammenhænge også kaldet Overøvrigheden ...

Og så er spørgsmålet: Hva’ nøtter’d? (oversættelse fra thybomål: Hvad nytter det?). Her hjælper ingen kære Søren Brostrøm.

Men okay - jeg har så heller aldrig ”siddet på et værtshus”, som John Mogensen sang, endsige stået i baren (næsten ikke), og det er også først 2. pinsedag, jeg igen skal sidde som på nåle(n).

Vi har alle sammen været gennem masser af trængsler og pinsler takket være den usynlige fjende, og vi aner ikke en fjert om, hvor længe det varer, og om vi a) slipper helt fri for den engang, eller b) at vi bliver i stand til at styre den, ligesom det er lykkedes med aids/hiv og flere andre modbydeligheder.

De sidste mange og uendeligt lange måneder har været en pestilens 25/7/365 for os alle til hobe. Hvad talte vi egentlig om, før coronavirussen dukkede op?

Den sk**e virus har mange tragedier i sit kølvand. Men - og på forhånd undskyld for min manglende finfølelse - den har altså også ført til en del navlepilleri: En verden, der nærmest går under, fordi man ikke kan komme på café, eller en flok ”udødelige”, der fandt det betimeligt at holde fester og balfaldera uanset hvad - fordi det var ”synd” for dem”.

Herrejemini - ja, det var synd for dem (og er synd for os alle sammen), men døde de - dør vi? Heldigvis har fornægterne kun været et mindretal, men selv en et fåtal kan være superspredere.

Oprigtig talt: Der er for meget ”jeg” og for lidt ”vi”. Måske er det naturligt, at alle først, næst og sidst tænker på sig selv, når lokum brænder. Min verden. Mit behov. Og ikke mindst: Min navle.

Men i bund og grund er vi mennesker flokdyr (eller er vi, når det kommer til stykket? Man kan desværre let komme i tvivl), og det betyder, at vi er afhængige af og lever (bedst) i kraft af hinanden. Undtagen - selvfølgelig - når vi er på de ”sociale” medier.

Men der er undeligt mange, der har oplevet en næsten grænseløs ensomhed i disse for vort fædreland så bedrøvelige tider.

Mange af dem havde det sandsynligvis også sådan før coranaen, fordi de på forskellige måder var ”anderledes” og ikke altid i den mest positive betydning.

Men - i mangel af et bedre dansk ord - så er der nok brug for et wakeup call for at tekste for os forståelseshæmmede, at modstykket til ensomhed er flersomhed - og ja, jeg ved godt, at min bibliotekarven har påpeget, at flersomhed ganske vist findes i gamle ordbøger, men ikke i de nutidige.

Men i takt med, at vi nærmer os en eller anden form for normalitet, er der ikke kun brug for en vi mobiliserer en såkaldt moralsk oprustning, men især en social oprustning, så vi ikke bliver ved med at glemme dem af os, der har været meget glemt, mens coronaens fimbulvinter lukkede land og by.

Vi skal have flersomhed. Hvis vi ikke kan finde den, må vi genopfinde den.

Kan vi det, er flersomheden - fællesskabet uden andre betingelser, end at vi kan og vil rumme hinanden - måske begyndelsen på enden på mareridet og endelsen på begyndelsen på rejsen tilbage til fremtiden ...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.