Er det princippet: Giv til de døde – og spænd ben for de levende?
- Hvorfor al dette hokus-pokus? Sådan spørger Søren Elgaard, formand for Vrå-udstillingen, om Statens Kunstfonds begrundelse for afslag på støtte
Opdateret 04. august 2021 kl. 11:42
Af Søren Elgaard,formand for Vrå-udstillingen, Vrå, kontakt@sorenelgaard.dk
Det er dejligt, at billedkunstner Peter Land, formand for Statens Kunstfonds projektudvalg, har svaret på mit indlæg, hvor jeg som formand for Vrå-udstillingen efterlyser en saglig begrundelse for, at en kunstnersammenslutning med 42 anerkendte kunstnere har fået et afslag fra Statens Kunstfond med begrundelsen ”At vi har et problem med kvaliteten”.
Vi er ikke en statisk størrelse. Vi arbejder både med kvalitet, formidling og nytænkning.
De seneste tre år har vi således haft fokus på byen Vrå med ”Tema Vrå”, hvor medlemmer af Vrå-udstillingen har lavet værker om og til byen Vrå.
Jeg spørger så: Har udvalget set Vrå-udstillingen?
Ud fra Peter Land snakken udenom må man konkludere, at det har udvalget ikke!
Hvad er deres faglige vurdering så baseret på?
Dernæst er spørgsmålet: Hvor meget kommer udvalget rundt i landet? Det er tydeligt, at der er noget, som halter.
Det vil klæde Statens Kunstfond med større åbenhed i deres arbejdsform. Også når det gælder udvalgsmedlemmer, så det ikke bliver en gætteleg.
Vores afslag i Vrå-udstillingen var således kun fra en sekretær i Statens Kunstfond. Hvorfor al dette hokus-pokus? Alle navne i udvalget bør fremgå i svaret fra Kunstfonden.
Peter Land mener, at vi skal stoppe med myten om det udsultede Nordjylland og nævner en skønsom buket af kunstinstitutioner, som har fået et mindre beløb.
Og han har desuden en oversigt med procentvis tildeling til landsdelen og nævner bevidst ikke antal og beløbenes størrelse! De er i den billige ende – dvs. 40.000 kr. og derunder. De store beløb går til København og omegn. Jeg nævner Arken 321.640 kr., Nikolaj Kunsthal 550.000 kr., Den Frie 650.000 kr., Gl. Strand 500.000 kr. m.fl.
Projektudvalget for Statens Kunstfond har drejet støtten mere i retning af kunstinstitutioner fremfor støtte til kunstnerne.
Som billedkunstner synes jeg, at det er i en gal retning. En kunstnersammenslutning som vores bliver i den optik en sær uhåndterlig størrelse.
Problematikken bliver tydelig med støtte fra projektudvalget til en udstilling med den afdøde malerinde Agnete Bjerre i Kunstbygningen i Vrå. Den fik således en støtte på 40.000 kr. fra projektudvalget tilbage i marts 2021. Det skal indskydes, at Agnete Bjerre gennem et langt liv var medlem af Vrå-udstillingen.
Det samme beløb på 40.000 kr., som vi tidligere i Vrå-udstillingen har fået, men nu har fået et afslag på!
Med andre ord: Vi skaber ikke myter, men forholder os til realiter.
Måske man kan konkludere, at projektudvalget ved Statens Kunstfond hylder princippet: ”Giv til de døde og spænd ben for de levende”?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.