Lad os aflive myten om det glemte Nordjylland
- Jeg kan garantere, at vi læser og vurderer hver enkelt ansøgning meget nøje, og jeg kan forsikre om, at der ikke er nogen, der får støttemidler per automatik, skriver Peter Land, der er udvalgsleder i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst

Udvalgsleder Peter Land. Foto: Statens Kunstfond
Af Peter Land,udvalgsleder i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, København
Som billedkunstner og leder af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst er jeg begejstret for, at kunsten har fundet vej til Nordjyskes spalter og lederplads i den forgangne uge. Begejstret, fordi det giver anledning til en konstruktiv samtale om kunsten, som vi i projektstøtteudvalget gerne deltager i. Vi deler nemlig i høj grad ønsket om, at kunststøtten skal fordeles i alle egne af landet. Det fokus har vi haft for øje længe i Kunstfonden.
Flotte ord uden handling, tænker nogle måske efter at have læst avisen, hvoraf det fremgår, at projektstøtteudvalget i år har valgt ikke at støtte Vrå-udstillingen, som ellers i en årrække har fået positivt svar på deres ansøgninger.
Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at genkende udvalgets ønske om geografisk spredning med afslagsbrevet til Vrå-udstillingen, men det er på ingen måde udtryk for en tendens, hvor Nordjylland bliver overset, når kunststøtten tildeles.
Faktisk forholder det sig sådan, at Nordjylland er den region, der har den laveste afslagsprocent (og dermed også højeste tilsagnsprocent), når det gælder Kunstfondens støtte til billedkunst. Over en femårig periode, 2015-19, har 44 procent af de ansøgninger, der angik nordjyske billedkunstprojekter, fået et afslag. Det kan lyde højt, men hvis man sammenligner med eksempelvis Region Hovedstaden, så får 60 procent af ansøgerne afslag.
I Nordjylland imødekommes 56 procent af ansøgningerne, mens blot 40 procent af ansøgere i hovedstaden får et positivt svar.
Uanset hvilken region man bor i, så viser tallene, at rigtig mange får afslag på deres ansøgninger.
Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her
Som billedkunstner har jeg fået flere afslag fra Kunstfonden og andre fonde, end jeg kan tælle, og hver gang har jeg været brandærgerlig. Det er et vilkår, vi som kunstnere lever med og under.
I Danmark er der afsat en sum penge på finansloven til Kunstfonden, som skal sikre, at kunst af høj kvalitet kommer ud til borgere i hele landet, og vi er begunstigede med et meget højt niveau på den danske udstillingsscene og et væld af dygtige kunstnere.
Denne kombination - begrænsede støttemidler og et stort antal ansøgere - betyder, at Kunstfonden hver gang står over for en benhård prioriteringsøvelse. I den seneste uddelingsrunde modtog vi ansøgninger svarende til 53 millioner kroner, men havde blot 4,5 millioner kroner til uddeling.
Jeg kan garantere, at vi læser og vurderer hver enkelt ansøgning meget nøje, og jeg kan forsikre om, at der ikke er nogen, der får støttemidler per automatik.
Statens kulturkroner ruller på en helt anden måde i hovedstadsområdet, end de gør i Nordjylland
Vrå-udstillingen har ansøgt om midler gennem en lang årrække og har også fået tildelt støtte i mange år, men det er aldrig sket automatisk. Hver gang er ansøgningen blevet holdt op mod de øvrige ansøgninger og de midler, vi har til rådighed. De ansøgninger, der vidner om ”den højeste kunstneriske kvalitet” modtager støtte. Sådan er det hvert år – også i år. Dermed ikke sagt, at Vrå-udstillingen – eller de hundredvis af andre ansøgere, der fik afslag – ikke rummer kunstnerisk kvalitet, men der var ved denne uddeling ansøgninger, som udviste en højere grad af kvalitet. Det er projektstøtteudvalget, der foretager vurderingerne efter en særdeles grundig gennemgang af alle ansøgninger, og det står vi naturligvis på mål for. Det er vores opgave.
Blandt de ansøgninger i Nordjylland, som projektstøtteudvalget har tildelt støtte i år, er udstillinger på Kunstetagerne Hobro, Kunsthal NORD, Frederikshavn Kunstmuseum & Exlibrissamling, Kunsten, de eksperimenterende formater ”f.eks” og SKAL Contemporary. Man kan også se frem til kunstfondsstøttede billedkunstprojekter på Dronninglund Kunstcenter, Kirsten Kjærs Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og en stor, retrospektiv udstilling af Agnete Bjerre i Kunstbygningen i Vrå.
Det er ikke første gang, at vi i projektstøtteudvalget hører, at vi glemmer Nordjylland og favoriserer København, når det gælder kunststøtten.
Nu kan vi så også læse i Nordjyske, at ”fire ud af udvalgets fem medlemmer kommer fra København, den sidste er fra Aarhus”.
Jeg og et andet udvalgsmedlem bor ganske rigtigt i København, selvom der på min fødselsattest står Aarhus, men de tre øvrige udvalgsmedlemmer bor altså i Brenderup, Esbjerg og Aarhus.
Jeg – og udvalgets andet medlem bosiddende i København – nærer ikke en lokalpatriotisk forkærlighed for den københavnske kunstscene, som skulle gøre os negativt indstillede over for kunstprojekter i resten af landet – og det siger sig selv, at forbi man bor i København, så stopper ens kunstneriske horisont og nysgerrighed ikke ved Valby Bakke.
Men skulle vi ikke se at få myten om det glemte Nordjylland aflivet?
Vi tager vores hverv i Kunstfonden alvorligt, og det er en selvfølge for os at tilgodese en geografisk spredning.
De tørre tal i statistikken viser det sort på hvidt, men oplev det da ved selvsyn i en sommer, hvor mange igen i år holder ferie i Danmark. Tag på ”Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm”, besøg ”Efter et nyt Minut” i Sæby og hold øje med, hvor ”f.eks”, ”PixlArt” og ”SKAL Contemporary” næste gang præsenterer kunst i Nordjylland.
Det er alle nordjyske udstillingsplatforme, hvis opstart er støttet af Kunstfonden. En klar opfordring til det nordjyske kunstmiljø og kunstnere: Send ansøgninger og søg støtte! Og støt lokalt op om de mange udstillingssteder i Nordjylland særligt nu, hvor Danmark er genåbnet, og sommeren står for døren. Hvis vi modtager flere ansøgninger af høj, kunstnerisk kvalitet, så er vi i projektstøtteudvalget også klar til at støtte projekterne med midler. Der er ikke noget, vi hellere vil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.