Er Venstre bedre til at lave kaffe end at overholde skattestop?


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:50

Af Bjarne Laustsen,folketingsmedlem (S), Blomstermarken 20, 9530 Støvring Bjarne.Laustsen@ft.dk

Kære Karsten Lauritzen. Du byder på en kop kaffe, fortæller du her i NORDJYSKE (3.2.).

Den tager jeg gerne imod. Jeg går ud fra, at du er bedre til at lave kaffe, end du er til at overholde dit eget skattestop.

Men du får ikke lov at slippe. Jeg er helt med på, hvem der har regeringsmagten, og for den sags skyld håber jeg, at det varer længe, inden I får den igen, for der er meget, der skal rettes op på.

Normalt står man jo ved den politik, man har lavet, men jeg kan forstå, at du næsten har fortrudt og kryber rundt langs panelerne af frygt for, hvad vælgerne skal minde dig om.

Jeg har higet og søgt i gamle bøger (Folketingstidende) og her er et uddrag af din ordfører tale i Folketinget Fredag den 24. oktober 2008, mens I efter dit udsagn havde et skattestop i Venstre.

Lovforslag nr. L 18 omhandler ændringer af den aftale, der er mellem de nordiske lande om dobbeltbeskatning; altså sådan lidt populært sagt, hvilke regler der er for, hvordan Danmark og de andre nordiske lande kan beskatte indkomster og formuer fra nordiske borgere bosiddende i et andet nordisk land end deres oprindelsesland, og hvordan dobbeltbeskatning undgås, for det skal vi jo gerne undgå.

De vigtigste ændringer omhandler pensionsbeskatning, hvor gældende regler jo betyder, at f.eks. svenske pensionister bosiddende i Danmark, der får udbetalt deres svenske pension, får den beskattet efter de svenske regler, dvs. 25 pct., hvilket jo er betydeligt lavere end den beskatning, som de fleste danske pensionister oplever.

Med lovforslagets ændringer kan bopælslandet, dvs. f.eks. Danmark, opkræve en skat svarende til forskellen mellem skatteniveauet i bopælslandet og skatteniveauet i kildelandet.

I Venstre er vi glade for, at lovforslaget ikke kommer som en tyv om natten og beskatter f.eks. de svenske pensionister, der allerede bor i Danmark og har indrettet deres alderdom efter den tidligere aftale.

Du nævner ikke med ét eneste ord alle de søfolk i Frederikshavn der har sejlet med Sessan og Stena Line, og som har tjent deres hyre i de svenske rederier, og som hidtil kun har skullet betale skat til flagstaten af deres pension, de blev ramt og skal nu betale dobbeltskat.

Man kunne også læse i skatteminister Kristian Jensens bemærkninger, at Skatteministeriet skønnede, at provenuet ville være beskedent.

Det var præcis derfor, at vi i Socialdemokratiet under Nyrup-regeringen ikke ville dobbeltbeskatte.

Men det ville i, og I førte Folketinget bag lyset ved ikke at fortælle om konsekvenserne for de 3000-4000 danskere, der i kortere eller længere tid har arbejdet i et af de nordiske lande.

Sidst vi talte om denne sag, mens du var skatteminister, var provenuet oppe på 60 mio. kr. om året, og nu havde du ikke råd til at lave det om.

Hver anden dag skoser du min regering for at gøre det dyrere at være dansker, og så vil du have, at jeg skal rage kastanjerne ud af ilden for dig og selv finde pengene fra jeres løftebrud.

Når det står så skidt til for jer, så skal jeg nok tage kage med til kaffen, for den skal vi drikke sammen, og så kan vi aftale, hvornår vi skal holde et møde i Frederikshavn, med alle dem, der er blevet ramt af jeres skattestop. Det ved jeg, at de ser frem til.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden