Forbindelsen er vedtaget, ikke?

Limfjordsforbindelsen er besluttet, ikke? EU kritiserer nu skarpt processen: Hvor er borgernes klageadgang?

Det hedder sig, at den 3. Limfjordforbindelse ved Aalborg er besluttet. Den skal placeres i Egholmlinjen. Det er en påstand, der gentages af folkevalgte på kommunalt, regionalt og nationalt niveau.

Det er en påstand, som den såkaldte fjerde statsmagt, pressen, beredvilligt lader gentage igen og igen. Uimodsagt. Som om en påstand, der gentages ofte nok, bliver til en sandhed.

Det gør den ikke.

Påstande, der får lov at blive gentaget, uden at blive udfordret, gør noget, der er endnu værre. De skaber usikkerhed om, hvad der er sandt og falsk. De vildleder. De skaber populisme. De forsimpler debatten. De fordummer befolkningen. De skaber apati.

Alt det modsatte af det, der egentlig er pressens opgave, at opnå - efter min opfattelse.

Motorveje besluttes ved en anlægslov.

Det følger af grundlovens paragraf 3 om magtens tredeling, at det er Folketinget, der vedtager lovene. Der er ikke vedtaget en lov om den 3. Limfjordsforbindelse.

de folkevalgte i det kommunale og det regionale selvstyre har ifølge grundlovens paragraf 82 ikke andre beføjelser end dem, der er ”ordnet ved lov”.

Det er ikke ordnet ved lov, at kommuner kan bestemme, hvor en motorvej skal ligge. De har vist heller ikke mulighed for at bidrage til finansieringen. Hverken med faste årlige bidrag (600.000.000 kr. over 20 år) eller enkeltstående bidrag. Uagtet betaler kommunen 2.500.000 kr. til Vejdirektoratet for en opdatering af VVM-en vedrørende Egholmlinjen (Vurderinger af Virkninger på Miljøet) fra 2011.

Opdateringen er i gang.

Men lad det nu ligge. Den er jo besluttet!

Motorveje skal besluttes ved en anlægslov, fordi det følger af vores grundlov. Der er jo nogle medborgere, der skal afgive arealer dertil. Der er også nogen, faktisk rigtig mange, der bliver nabo med værdi- og herlighedstab til følge. Ejendomsretten er som bekendt ukrænkelig, jf. grundlovens paragraf 73.

Hvis en ejendomsret skal krænkes, altså hvis nogen eks. skal tvangssælge sin ejendom, kan det efter grundloven kun ske ”ifølge lov” og med ”fuldstændig erstatning.” Loven skal forhandles tre gange, og det er endda muligt at kræve, at en af behandlingerne af det vedtagne forslag sker efter et nyvalg.

Derudover kan ejendomsretten kun krænkes, ”hvor almenvellet kræver det”.

Almenvellets krav er et retligt begreb, der udfyldes af andre regler end grundloven. Det overordnede krav er, at det ud fra almene, saglige og samfundsmæssige vurderinger skal være nødvendigt efter en afvejning af hensynet til borgerne og miljøet i bred forstand.

For at finde frem til det, skal en bestemt proces anvendes, bl.a. VVM-processen, der følger af VVM-direktivet. En proces, der flugter med demokratiske grundprincipper, som vi kender fra forvaltningsretten. I dag gælder de også internationalt ifølge Aarhus Konventionen.

Formålet er at sikre en grundig beskrivelse af plan-, natur- og miljøinteresser med inddragelse af offentligheden i processen. Dertil kommer retssikkerhedsgarantien, nemme og billige klageadgange, hvor VVM og beslutning kan efterprøves, så det sikres, at det er sagligt det hele.

Når det påstås, at ”det er besluttet”, henvises til forlig indgået af folkevalgte, der gerne vil foregribe lovgivningsprocessen, som Transportforliget fra 2014 og Infrastrukturforliget fra 2019. Aktuelt afventes regeringens nye brede forlig, hvor det måske ”besluttes” igen.

Et forlig er imidlertid kun en erklæring. Det er ikke en retsgyldig anlægsbeslutning.

Erklæringen indeholder de deltagende parters løfter om fremtidig stemmeafgivelse vedr. lokale motorveje. De føler sig decideret forpligtet til at overholde løftet.

Men løfterne er afgivet bag lukkede døre, ofte på ufuldstændigt grundlag. Det er slet ikke sikkert, at det overhovedet er lovligt at gennemføre det, der besluttes i forligene, eller at almenvellet kræver det, når det kommer til stykket.

EU-Kommissionen har lige analyseret den danske VVM-proces forud for anlægslove. Analysen udmundede i en traktatbrudssag, der indledtes i oktober 2019.

EU påtaler, at Danmark ikke længere følger en proces for anlægslove, der lever op til VVM-direktivets krav, navnlig fordi borgernes klageadgange mangler.

Kritikken angår den lovgivning, der har været siden kommunalreformen i 2007. Det skyldes, at borgernes klageadgange forsvandt for statslige anlæg, da amterne blev nedlagt.

Traktatbrudsagen er ikke afsluttet i skrivende stund.

Der er ingen tvivl om, at klageadgange har retssikkerhedsmæssig betydning. Den VVM, som amtet nåede at udarbejde vedr. den 3. Limfjordsforbindelse, blev f.eks. tilsidesat af klageinstansen lige før amtets nedlæggelse. Det er den tilsidesatte VVM, som Vejdirektoratet omarbejdede i 2011.

VVM-2011 er efter manges opfattelse så misvisende, at den burde tilsidesættes, men ”Den er den-on-de-lynme besluttet”, tordnede Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) til NORDJYSKEs åbningsdebat i 2018. Det er sådan, det går for sig, når der ikke er nogen mulighed for at få prøvet kritikken af en uvildig instans. Så tromler magthaverne borgerne.

Lad mig understrege: Den 3. Limfjordsforbindelse er IKKE vedtaget.

Det er en væsentlig retlig mangel, hvis processen forud ikke lever op til VVM-direktivet. Dermed er der ikke en betryggende afvejning af almenvellets krav overfor hensynet til miljøet og borgernes ukrænkelige ejendomsret.

Danmark har ikke haft VVM-proces for statslige anlæg efter 2007 og frem til i dag, med reel borgerinddragelse og klageadgange, hverken i 2011 forhold til den 3. Limfjordsforbindelse eller i forhold til de andre motorvejsanlæg på tegnebrættet. Vi har kun haft look-a-like processer. Det er i strid med VVM-direktivet eller Aarhus Konventionen, og det er et brud mod vores egne demokratiske traditioner.

Spørgsmålet er nu, om Folketinget overhovedet bør vedtage en anlægslov efter sådan en kritisabel proces, og hvis en lov vedtages, om den da vil kunne tilsidesættes af domstolene.