Debat samfund

Hvor blev frihedsfesten af?

Frihedsfesten røg sig en tur, da Tobias Bøgeskov m.fl. grundlovsdag krævede vielsesloven ændret, så præster, der nægter at vie homoseksuelle, får frataget deres vielsesmyndighed. Det skriver præst og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
- De ønsker netop i lyset af grundlovsdag at trække intolerancens kort, så der kun er plads til dem, de er enige med. Frihed og rummelighed ryger sig vist en tur, skriver Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard. Foto: Indre Mission

- De ønsker netop i lyset af grundlovsdag at trække intolerancens kort, så der kun er plads til dem, de er enige med. Frihed og rummelighed ryger sig vist en tur, skriver Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard. Foto: Indre Mission

Af Hans-Ole Bækgaard, præst og formand for Indre Mission, Viby J, hans-ole.baekgaard@indremission.dk

Grundlovens frihedsfest røg sig vist en tur.

I et indlæg (5.6.) anfører Tobias Bøgeskov m.fl., at vi grundlovsdag fejrer vores frihedsrettigheder.

Men i stedet virker det til, at de skriver friheden ud, så kun rettigheder for nogle er tilbage. Hvad blev der af ytrings-, tros- og åndsfriheden?

På en række punkter går de galt i byen, når de beskriver situationen i folkekirken. Hvis det så bare var det. Men de ønsker netop i lyset af grundlovsdag at trække intolerancens kort, så der kun er plads til dem, de er enige med. Frihed og rummelighed ryger sig vist en tur.

Synspunktet er, at folkekirken skal være fordomsfri og næstekærlig. Det kan den åbenbart kun være, hvis der ikke er teologiske holdninger til stede, som siger andet, end hvad denne gruppe mener.

Det er ikke mere end ni år siden, at loven om vielse af to af samme køn blev vedtaget. Ved samme anledning skete der for nogen en nydefinering af ordet ”ægteskab”, så det ikke længere alene handler om en pagtrelation imellem en mand og kvinde. Ikke alle var enige herom, og sådan er det stadig.

I § 7a i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening m.v. står der ikke, som det nævnes i indlægget, at ”folkekirkens præster, af samvittighedsgrunde, kan frasige sig at vie to LGBT+- personer”. Der står: ”En præst kan undlade at vie to personer af samme køn”. Kort og godt. Det handler ikke om præstens samvittighed som et diffust begreb. Det går heller ikke på at diskriminere en bestemt gruppe mennesker.

Nej, det handler om, at der er plads til at fastholde et traditionelt kristent syn på ægteskabet mellem mand og kvinde. Dette syn er velbegrundet i de bibelske tekster og i den evangelisk-lutherske ægteskabsforståelse.

Af samme årsag står der også som note i vielsesritualet for to af samme køn: ”Præster, der af teologiske grunde ikke ønsker at anvende dette ritual, er fritaget fra at bruge det.” Bemærk: af teologiske grunde!

Når det gælder folkekirkemedlemmers rettigheder, så kan de blive viet i deres lokale sognekirke uanset. Det er deres ret ifølge medlemskabsloven. Det er muligt, at det nogle steder ikke bliver ved den lokale sognepræst, fordi man i frihedens navn giver præster plads til at stå på mål for deres teologi og ægteskabssyn. I de tilfælde er det provstens ansvar, at en ønsket vielse i den lokale sognekirke kan finde sted.

Men det er simpelthen ikke sandt at tale om udelukkelse eller diskrimination. Det er også fejlagtigt at spille rettigheder og frihed ud mod hinanden, som det sker i indlægget. Det er muligt, at der er et flertal af præster i folkekirken, som vier to af samme køn.

Ærligt talt er det lidt hovmodigt så skråsikkert at lade hånt om kirkens gamle syn på en kun snart tiårig praksis i folkekirken. Også at kræve vielsesmyndigheden frataget dem, som undlader at vie to af samme køn – ikke kun hos visse folkekirkepræster, men også hos alle andre i trossamfundene.

Hvis man ønsker sådanne totalitære tilstande, hvor der kun er plads til LBGT+- ideologi, så kan det kun ske ved at tilsidesætte den frihed, som vi ellers hylder Grundloven for at give alle borgere. Det er der vist ikke så meget frihedsfest over.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden