Griskhed i Danske Bank er en hån mod jævne danskere


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:13

Af Leo Thysk, Kristine Jensens Vej 12, 9240 Nibe

At de vil være sig selv bekend – og med ”de” mener jeg bestyrelsesmedlemmerne i Danske Bank, som til bankens generalforsamling her i marts vil foreslå, at de selv skal have en stigning i deres honorar på over 20 procent, så bestyrelsesmedlemmer fremover skal have et honorar på pænt over 600.000 kr. pr. år, næstformanden skal have det dobbelte og formanden det firedobbelte – altså over 2,5 million kr. pr. år. Og det er vel at mærke bestyrelsesmedlemmer, der i stor udstrækning også har andre bestyrelsesposter til gode honorarer i andre virksomheder.

Bestyrelsesmedlemmernes åbenbart umættelige griskhed er en hån mod alle jævne danskere, både lønmodtagere og indehavere af mindre virksomheder, som i mange tilfælde må klare sig for langt mindre. I øvrigt også ret upassende set i lyset af, at øverste ledelse i banken da bestemt ikke har udstrålet særligt fremragende kompetencer de seneste mange år, for nu at sige det på nordjysk! Og helt hult klinger det, når samme ledelse i banken i andre sammenhænge ofte udtaler, at vi skal tænke meget på konkurrenceevnen her til lands. Denne Danmarks største banks vilde omkostningsniveau belaster altså også konkurrenceevnen – især i Produktionsdanmark her i Jylland.

Det er også svært at se sammenhængen i, at det er samme bestyrelse og ledelse, der gang på gang melder ud at nu skal der gøres en indsats for at forbedre Danske Banks image, som jo har været lavt og nødlidende siden finanskrisen i 00’erne, hvor banken under Peter Straarups ledelse var gået konkurs, hvis Folketinget ikke havde støttet med en stribe bankpakker. Herefter gik Peter Straarup som 60-årig på pension med et tocifret millionbeløb i fratrædelsesgodtgørelse og ca. tre millioner kr. i årlig pension, så længe han lever.

Danske Banks forløb gennem de seneste 15 år har været meget belastende for bankens image – og med de honorarer og lønninger som ledelsen har modtaget i samme årrække, er det vel naturligt at tænke at sådanne højt lønnede folk burde vide, at et image kan man ikke tale op. Det kan kun forbedres gennem gode handlinger for kunder og samfund - og hertil hører så voldsomme honorarstigninger slet ikke!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden