Hjerteskærende at læse om fjernet plejebarn
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:48
Af Birthe Kristiansen, Danserhøj 33, 9700 Brønderslev, birtheogpoul33@gmail.com
FJERNET: Om fjernet plejebarn: Så skete det igen. Det er så hjerteskærende at læse om, når man gør et menneske så stor fortræd. I dette tilfælde igen et barn.
Hvad er dog det for magtmennesker, der bag et skrivebord, eller hvor dette menneske nu befinder sig, kan sidde med så stor kynisme, og bestemme, at et barn skal fjernes fra sit ”hjem” gennem mange år. Endog med beviser for at alting er, som det skal være for det barn. Det er til at tude over, som advokaten udtrykker det.
Det kunne være så fantastisk, om de mennesker, der sidder med så stor magt, ville leve efter at være mod andre, som de selv gerne ville behandles.
Jeg kan ikke lade være med at se en parallel til sagen om Else fra plejehjemmet, som vi kunne se, hvordan levede under vilkår, der var ødelæggende. Og hvor familien, der holdt af Else, blev nedgjort i den grad. Heldigvis blev der sat kamera op, så retfærdighed skete fyldest der.
Her ved den 12-årige kan der ikke sættes kamera op. I stedet kan man straffe faderen med nedsat samvær, og forbyde plejefamilien at se drengen.
Ned med nakken skal de nok komme, uanset hvilke midler systemet, magtmennesket skal bruge, i bestræbelserne på at udleve sit magtbegær.
Det er uhyggeligt, og ødelæggende for vores tiltro til, at systemet vil os det bedste, når der er et behov for hjælp.
Heldigvis er der også solstrålehistorier. Den her er ikke en af dem.
Jeg ønsker af hele mit hjerte, at drengen igen kommer der, hvor der for ham er hjem og tryghed. Det har ethvert barn fortjent.