Klumme

Hvad med de unge, der ikke ønsker at uddanne sig?

Vejen til et lykkeligt liv er ikke altid brolagt med skolebøger i ungdomsårene, lyder det i denne kronik

Der vil altid være en restgruppe af unge, som af forskellige årsager ikke er klar til hverken gymnasiet eller erhvervsskolen.

Der vil altid være en restgruppe af unge, som af forskellige årsager ikke er klar til hverken gymnasiet eller erhvervsskolen.

Hanne Korsgaard er regionsrådsmedlem (S), og Peter Thomsen er direktør for AMU Nordjylland.

UDDANNELSE:Baggrund: Året var 1993, da Danmarks daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) udstak en national målsætning for omfanget af ungdomsuddannelse i Danmark. Ministerens plan hed ”Uddannelse til alle”, og den havde som sit erklærede mål, at så mange unge som muligt, hele 95 procent af de kommende generationer, skulle have sig en ungdomsuddannelse.

Det var på mange måder en målsætning, som krævede en kompleks indsats - på mange fronter. Og i årene siden er der da også fulgt talrige initiativer på folkeskoleområdet, i ungdomsvejledningen og på ungdomsuddannelserne selv.

I de efterfølgende 24 år var målsætningen om 95 procent en indbygget del af uddannelsespolitikken for de efterfølgende regeringer. Såvel de røde som de blå partier. Helt frem til 2017 hvor den daværende regering, til stor fortrydelse for landets ungdomsuddannelsesinstitutioner, foretog en mindre ændring af måltallet, således at 90 pct. af de 25-årige i 2030 skal have gennemført en ungdomsuddannelse.

I dag lever arven fra Ole Vig Jensen videre i bedste velgående. Det er således også vores nuværende regerings målsætning, at ”mere end 90 pct. af en årgang i Danmark tager en ungdomsuddannelse.”

I dag har alle 15-17-årige for øvrigt også pligt til at være i gang med uddannelse, beskæftigelse eller en anden aktivitet, der har retning mod uddannelse.

Med risiko for at forsimple et komplekst tema kan man godt sige, at de unge efter folkeskolen overvejende fordeler sig i to hovedgrupperinger. På de gymnasiale uddannelsesinstitutioner møder vi de unge, som gerne vil forlænge skolelivet med en boglig uddannelse - og på erhvervsuddannelsesinstitutionerne møder vi de unge, som helst vil arbejde med de praktiske fag.

Men der findes også en helt tredje gruppe af unge, som slet ikke har lyst til at vælge mellem disse muligheder. Mange i denne gruppe betragter slet ikke udsigten til et langstrakt ungdomsuddannelsesforløb, hverken på skolebænken eller i værkstederne, som en tiltrækkende mulighed.

Og hvad pokker skal vi gøre med dem?

Det er et uomgængeligt faktum, at vi har et ungdomsuddannelsessystem, som har svært ved at få alle med. Der vil altid være en restgruppe af unge, som af forskellige årsager ikke er klar til hverken gymnasiet eller erhvervsskolen. Og for denne gruppe kan beskæftigelse være at foretrække frem for et uønsket uddannelsesforløb.

Det bør retfærdigvis bemærkes, at der er store regionale forskelle på de unges uddannelsesadfærd. Selv i Region Nordjylland, hvor de unge samlet set er temmelig godt med på uddannelsesvognen, findes der meget store kommunale udsving.

Andelen af unge, som ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse efter endt grundskole, er faldet markant, men der er stadig en stor gruppe af unge, som ikke kommer i gang med en uddannelse, og som heller ikke er i arbejde.

Der er rigtig mange gode grunde til, at vi som samfund fokuserer så meget på de unges uddannelse. Vi ved nemlig fra talrige analyser, at efterspørgslen på ufaglært arbejdskraft vil falde, og at efterspørgslen på faglært arbejdskraft vil stige i takt med de mindre ungdomsårgange. Om blot 10 år vil der være 25.000 færre unge end i dag, hvilket svarer til næsten 900 gymnasieklasser.

Derfor er det kun et udtryk for rettidig omhu, når vi som samfund ønsker, at flere af de unge uddanner sig. Derom hersker der slet ingen tvivl. Det mere besværlige følgespørgsmål om, hvad pokker der skal ske med dem, der ikke magter at uddanne sig, er straks mere vanskeligt. Men det må løses, for ellers risikerer vi, at de aldrig får de kompetencer, som man må have for at finde plads på arbejdsmarkedet.

Med den nye forberedende grunduddannelse (FGU) har vi skabt en vifte af tilbud til de unge, der ikke går den lige vej fra grundskolen via ungdomsuddannelsen og til arbejdsmarkedet. FGU’en repræsenterer en kollektiv erkendelse af, at der findes en gruppe af udfordrede unge, som også har brug for et kompetencegivende forløb.

Og heri ligger vores pointe. De unge har brug for et kompetencegivende forløb!

Dette er ikke nødvendigvis sammenfaldende med en formstøbt ungdomsuddannelse. De unge har brug for at dygtiggøre sig på en måde, så de kan gå i skole eller finde beskæftigelse. Til dette formål kan man bruge FGU, virksomhedspraktikker, VUC-moduler og AMU-kurser m.fl.

I sidste måned kunne man læse i NORDJYSKE, at det radikale folketingsmedlem Marianne Jelved fandt, at det var en ”kæmpeskuffelse”, at kommuner havde valgt at aktivere unge i AMU-systemet. Og hun tilføjede: ”Vi kan give dem en bedre tilværelse som [voksne], hvis de kan nogle ting, som de har lært.”

Hvor citatet indledningsvis efterlader læseren med et par sproglige afklaringsbehov, så får man dog det klare indtryk at, AMU ikke giver elever og kursister kompetencer, som kan bruges i voksenlivet og på arbejdsmarkedet.

Men i denne henseende tager Marianne Jelved ganske påviseligt fejl.

For AMU-programmet er netop designet til at give kursister og elever alle de efterspurgte og brugbare kompetencer på arbejdsmarkedet.

LO har i årene 2011, 2015 og 2017 i samarbejde med Danmarks Statistik studeret overgangene mellem uddannelse og beskæftigelse, idet de fulgte 64.798 unge fra årgang 1988 på deres vej gennem uddannelsessystemet mod arbejdsmarkedet, fra de var 15 til 26 år.

Konklusionen på disse analyser var, at AMU-kurserne hjælper unge til at opnå eller fastholde beskæftigelse. AMU-kurserne korrelerer således med en højere beskæftigelsesfrekvens, og især for de unge med den uddannelsesmæssigt svageste baggrund hjælper et AMU-kursus på beskæftigelsen. Der er m.a.o. en markant højere beskæftigelse for unge med et AMU-kursus end for unge uden et AMU-kursus.

Resultatet er især tydeligt for unge med afbrudte eller uden påbegyndte uddannelser. AMU-kurserne synes således at leve op til deres formål (LO, 2017, s. 1-2).

Forud for trepartsforhandlingerne (2017) gennemførte KORA (i dag VIVE) den hidtil største effektanalyse af efteruddannelsesindsatsen i Danmark om sammenhængen mellem efteruddannelse, løn og jobmobilitet.

Specifikt for AMU-kurserne viste analysen, at selv om kurserne nok er kortvarige, er de generelt en temmelig god forretning for samfundet. Mange korte kurser tjener sig selv hjem langt hurtigere end deres længerevarende alternativer.

Men selv hvis man ser helt bort fra effekterne, er AMU det vigtigste eksempel på livslang læring, som vi har i Danmark. Og bag systemet hviler også et princip om social retfærdighed: at AMU-systemet giver en række uddannelsesmuligheder til alle de danskere, som aldrig nåede de store uddannelsesmæssige landvindinger i ungdomsårene.

Og selv fru Jelved vil sikkert give os ret i, at alle kan have brug for en ekstra chance.

Det synes ligeledes at have undgået fru Jelveds opmærksomhed, at AMU-uddannelser faktisk indgår i andre uddannelsesstrukturer, og at de derved kan give merit til visse erhvervsuddannelser.

En stor del af de valgfag, som kan vælges på landets erhvervsuddannelser, kan således også erhverves som AMU-moduler. F.eks. er AMU-moduler og EUD-valgfag ganske identiske inden for områderne elektronik, transport og byggeri.

Faktisk er flere erhvervsuddannelser i dag så sammenhængende med AMU-systemet, at den komplette EUD-uddannelse også kan erhverves som enkelstående AMU-moduler. Uddannelsen til anlægsgartner er et udmærket eksempel herpå.

Og i AMU-systemet kan man stille og roligt - i sit eget tempo og mens man har et arbejde - tilegne sig mange (eller alle) af de faglige kompetencer, som er nødvendige for en erhvervsuddannelse. Så AMU-systemet gør præcis, hvad det fra starten har været designet til. Det udstyrer både de ufaglærte og de faglærte med de kompetencer, der er efterspurgte på arbejdsmarkedet. Og det er faktisk temmelig smart.

For vejen til et lykkeligt samfund er ikke altid brolagt med skolebøger i ungdomsårene.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst