Hvor er fornuften blevet af i minksag?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:46
Af Bjørn Danielsen, fhv. regionsrådsmedlem (S) m.m.., Istedvej 5, 9900 Frederikshavn bjorn@psykolog-centret.dk
OPPOSITION: I 40 år har jeg via mit politiske arbejde i by-, amts- og regionsråd mødt mange kloge og fornuftige personer fra blå blok.
I disse corona-tider savner jeg disse personer.
Jeg er ikke i tvivl om, at disse personer, hvis de skulle vælge at redde liv eller slå mink ihjel, ville vælge at redde liv.
I otte måneder har coronaen ændret det politiske liv.
Der burde være tænkt mange kloge tanker om projekter, som kunne samle folk omkring klima, samfundsudvikling og økonomi.
I stedet for at bruge tiden på gode projekter, har jeg indtryk af, at politikerne kun har ventet på at finde en fejl. Det skete, da regeringen ikke havde lovhjemmel til at påbegynde nedlukning af minkproduktionen i Danmark.
Så eksploderede pressen, som fandt en fodfejl, hvilket hurtigt blev vendt til en politisk skandale.
Jakob Ellemann-Jensen har brugt et eksempel med at køre over for rødt, ja, han siger ligefrem, at det er forbudt. Det tror jeg, at alle på Christiansborg ved. Men hver dag kører ambulance-, brand- og politifolk over for rødt for at redde liv.
Jeg tror, at Mette Frederiksen tænker meget på at redde liv, begrænse corona-virussens hærgen og undgå fyldte intensive afdelinger.
Jeg tror også den blå blok vil, men nu er der udsigt til ”slagtning” af regeringen, så dagsordenen er meget bevidst fra oppositionen.
Der begås fodfejl hver dag i politik, nogle mere eller mindre bevidste. Jeg tror på intet tidspunkt, at Mette Frederiksen har brugt denne situation til at få mere magt. Jeg tror fortsat på, at Mette har forsøgt at bremse den kedelige udvikling, som viste stigende antal smittede.
Godt hjulpet af kvalificerede videnskabsmænd.
Nu vil jeg opfordre, pressen og den blå blok til at slutte dette hysteri, som intet har med sund fornuft og medmenneskelighed at gøre.
Lad os i disse svære tider samles om at gøre noget for en positiv udvikling i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.