Klumme

En mærkelig musiksommer går på held: Sæt en plade på og lav noget lækker grøn mad

Vi går en mørkere tid i møde. Forhåbentlig skal vi lige igennem lidt Indian Summer, inden efteråret kommer, skriver klummeskribent Mikael Ryberg Kristensen

Arkivfoto: Hans Ravn

Arkivfoto: Hans Ravn

Mikael Ryberg Kristensen er sanger og sangskriver i bandet Klondyke.

Sommeren går på held i et af de mærkeligste år i mands minde. En sommer i coronaens tegn. En sommer med afspritning, afstand og mundbind i det offentlige rum. En sommer uden store koncerter og musikfestivaler.

Selv skulle jeg i sidste weekend have været på Tønder Festival. Jeg skulle have optrådt; og jeg skulle hænge ud og opleve håndspillet musik af højeste karat. Festivalen i syd er én af årets store begivenheder. Det er her mange musikalske kollegaer mødes og spiller sammen på kryds og tværs. Det kan også hænde at der ryger en bette dram, i form af en røget whisky, ned i løgnhalsen. (Lagavulin - Like A Woman). Måske bliver der også delt én af Fætter Dun’s legendariske ”cigarer” i musikernes backstage-bar omme bag den store scene ved telt 1. Der bliver snakket om musik og der bliver lyttet til musikere fra det meste af verden. Der bliver lagt planer for fremtiden. Niels Hausgaard forkæler publikum og prøver nyt materiale og sange af til næste års show.

Jeg har haft fantastiske oplevelser på ”Tynne”: The Cheiftains, Bella Fleck, Billy Bragg, The Avett Brothers, Sturgill Simpson, John Prine, Richard Thompson, Kepa Junkera & Sorginak, Sinéad O’Connor, Steve Earle, Martha Wainwright, The Low Anthem, Sofia Karlsson, Le Vent Du Nord, Tim O Brian, Arlo Guthrie m.fl... Listen er lang og holder næsten aldrig op.

Hvad enten man er til Roskilde Festival, Way Out West i Göteborg, Drukfest i Skanderborg,Tønder eller lokale Nibe, må vi krydse fingre for, at vi næste år kan komme ud og opleve store koncerter igen. Udsigterne er noget dystre!

Danmarks Radio har henover sommeren har været med til at fodre det musikhungrende folkefærd. Mig selv inklusiv. Læssevis af musikdokumentarer og koncerter er lagt op til streaming. Her er tale om ”the real deal” public-service. Her får vi fan’me noget for licensen.

En virkelig god og oplysende programserie er ”Countrymusikkens historie”. I ni afsnit får man i detaljer indblik i hvor det opstod og hvem der var og er noget indenfor genren. Vi starter i 1930érne i USA med The Carter Family og Jimmy Rodgers; og så går det ellers over stok og sten med over 80 fortællende countrystjerner og nyfundne filmklip og billeder. Vi kommer til Nashville; hører om stilarterne Honky Tonk og Bluegrass; Vi møder Hank Williams, Elvis Presley og Johnny Cash; der tjekkes op på Rockabilly - og Outlaw-stilen; Vi hænger ud med Kris Kristofferson, Waylon Jennings, Emmylou Harris og Dolly Parton. Udsendelserne er et historisk dokument af dimensioner. Du kan se det på DR’s hjemmeside frem til den 31. oktober 2022.

Kan du ikke få musikhistorie nok er det også muligt at se ”Punkens historie”. Ligeså berigende som førnævnte serie, fortælles der her i 4 afsnit om punkmusikkens opståen og udbredelse. Udsendelserne er produceret af punkens gudfader Iggy Pop, der også selv fortæller om sine oplevelser. Vi møder mange af de store personligheder indenfor genren. Vi ser og hører klips med MC5, The Ramones, The New York Dolls, The Gems, Bad Brains, The Damned,The Clash, Blag Flag og selvfølgelig The Sex Pistols. Igen en fantastisk berigende og lærerig udsendelsesrække.

Er man ikke til musik – men mere til mad, så vil jeg lige komme med en anbefaling. Når du alligevel er inde på DR, så søg på 6 små udsendelser der slet og ret hedder: Grøntsagsfjernsyn. Her laver kokkene Knoll & Abi fra restauranten Baka Da Busk på Nørrebro lækker mad med vegetariske ingredienser. Det er topmoderne (og bæredygtig) madlavning på ekploderende gasblus. Kokkene er seksstjernede friske fyre med humor. Jeg skal i hvert fald se om jeg kan få bord på deres restaurant næste gang jeg kommer til København.

Vi går en mørkere tid i møde. Forhåbentlig skal vi lige igennem lidt Indian Summer, inden efteråret kommer. Om en månedstid skal der startes op i fyret og i brændeovnen igen. Sæt en plade på og lav noget lækker grøn mad.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.