Klumme

Klumme: Selvfølgelig bliver julen svær - men livet venter igen på den anden side

Jeg er selv vildt coronatræt, men med 100 unge i huset i hverdagen skal alle restriktioner overholdes. Endda så meget, at vi går med mundbind indendørs i vores fælles hjem, vi spritter og holder os i farvekoder og får det til at fungere, fordi vi har en fælles vilje til, at det skal fungere, skriver klummeskribent Pia Schnoor

Pia Schnoor er forstander på Vrå Højskole. Foto: Bente Poder

Pia Schnoor er forstander på Vrå Højskole. Foto: Bente Poder

Pia Schnoor er forstander på Vrå Højskole.

Coronarestriktioner definerer p.t. vores allesammens liv. Vi kan være for eller imod dem, men de er der, og de betyder på den ene eller anden måde noget for os alle.

Nye restriktioner udløser tilsyneladende ofte en masseforståelse af, at corona først smitter, når tidspunktet for restriktionen begynder: ”Vi skal da lige have en sidste bytur med alle de andre, inden der bliver lukket!” Måske kunne vi have undgået en smitte, hvis denne bytur var blevet udsat. Hertil kommer, at en stor del af Danmarks befolkning er på arbejde i julen, og jo flere der ikke overholder restriktionerne, jo flere skal sandsynligvis på arbejde.

Og ja, vel er det svært, at julen skal ændre karakter i år. Svært for familien, svært for børn og svært for ensomme ældre. Svært for os alle. Men vi er sammen om det, og livet venter igen på den anden side. Meget er lukket ned, men det at være sammen med de nærmeste i mindre grupper er ikke lukket ned. Det at tale sammen, gå ture sammen, nyde naturen sammen, lave god mad sammen, spise sammen, være der for de nærmeste og have tid, er ikke lukket ned.

Jeg er selv vildt coronatræt, men med 100 unge i huset i hverdagen skal alle restriktioner overholdes. Endda så meget, at vi går med mundbind indendørs i vores fælles hjem, vi spritter og holder os i farvekoder og får det til at fungere, fordi vi har en fælles vilje til, at det skal fungere. Fordi vi ikke vil have smitten i huset eller med de unge hjem, når deres højskoleophold slutter på lørdag.

Jeg kom til at tænke tilbage på de sidste mange år med forandringer. I år 2000 måtte mange fra it-sektoren opgive at holde jul og nytår med familie og venner. Der var ingen tvivl om, at verdenssamfundet ville bryde sammen pga. it-problemer ved årtusindeskiftet. Det skete heldigvis ikke. I 2010 måtte mange opgive at komme frem til familien i julen pga. snestorm. De sad fast i forsamlingshuse eller hos fremmede, men sneen forsvandt, og verden blev normal igen.

I 2020 må vi isolere os og undvære nogle pga. corona. Men vaccinen er på vej, og inden næste jul er tingene formentlig forholdsvis normale igen. Så kan vi begynde at skue frem mod 2030. Gad vide hvad der venter os der?

Meget kan gå galt i denne tid, men et af de steder, det er gået helt galt, er i retorikken mellem mennesker.

Vores Folketing opfører sig som en børnehave, samtidig med at regeringen forsøger at styre landet gennem en pandemi, der nødig skulle få konsekvenser som i landene omkring os. Man får lyst til at råbe på en voksen. Normalt er det sådan, at fælles fjende gør, at man rykker sammen i bussen og bliver stærk. Så kan man tage uenigheder og opgør, når fjenden er besejret. Jeg har et fromt juleønske om, at det vil blive sådan i forbindelse med bekæmpelse af coronaen.

Jeg oplever en grov retorik, hvor mennesker beskylder hinanden for stort alt muligt, relevant eller irrelevant er ligegyldigt, og kommer til at tænke på min bedstefar, der var købmand i Aalborg. Han sagde til mig: ”Bliv aldrig dus med et menneske, du ikke bryder dig om. Det er nemlig meget sværere at råbe ’Deres dumme svin’, end ’dit dumme svin’ – og så når du at tænke dig om!” Min bedstefars ord er lejret i mig, og jeg forsøger at efterleve dem og være mentalt De’s med mennesker, jeg har lyst til at råbe efter.

Forfatteren Johannes V. Jensen skriver i sin Solhvervssang: ”Vor sol er blevet kold, vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er nedgang endt og håbet tændt – ja, håbet tændt, for nu er solen vendt, nu kommer lyset og den lange dag tilbage.”

Skal vi ikke ønske hinanden en glædelig højtid, uanset hvem vi skal eller har mulighed for at holde den med, og så samle os i en fælles kamp for, at lyset og de lange dage med fællesskab, nærvær, faste håndtryk og knusere kan komme tilbage?!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.