De sidste par måneder har jeg turet rundt i det ganske land og udført min metier som optrædende trubadur. Som for alle mine kollegaer i den musiske verden blev min planlagte forårsturné aflyst, da landet blev lukket i - og pandemien ramte os. Alle koncerter og arrangementer blev flyttet frem til dette efterår. Og heldigvis har langt de fleste koncerter kunnet lade sig gøre. Jeg har således besøgt Aarhus, Svendborg, Tønder, Karrebæksminde, Odsherred og Odense – foruden en masse steder her i vort elskede Nordjylland.

Tilbage i dette år er der kun et eneste show to go. Det foregår i aften på Vendsyssel Teater i Hjørring. Du skal være mere end velkommen, hvis du er på de kanter.

Hvor end jeg er kommet hen, har jeg kun mødt forsvarlighed og dyb respekt for de restriktioner, vi i denne tid må leve under. Der er god plads mellem bordene; der er håndsprit og mundbind; der er streger på gulvet og bartendere i plast-visirer; og der er stillesiddende og glade publikummer der kun er halvt så mange, som de plejer at være.

Jeg kommer til at huske de mennesketomme gader i storbyen Odense, som jeg efter jobbet fredag aften gik igennem med min rullekuffert på vej hen til mit hotel. Som Palle alene i verden gik jeg igennem en uhyggelig tom by, der under normale omstændigheder ville være en festzone. Scary shit.

Vi er alle tilskuere til en tid, vi aldrig i vores vildeste fantasi havde troet, vi kom til at opleve. Som vores bedsteforældre, der i en årrække levede i krig, vil vi altid kunne huske og fortælle om denne historiske krise til de næste generationer.

Pludselig lever vi alle i uvirkelig fremtid hvor menneskeheden er truet på livet. Som var vi karakterer i nogle af de mange science-fiction-bøger, jeg som yngre slugte råt. Jeg læste Phillip K. Dick, Kurt Vonnegut Jr. og Ray Bradbury, der alle skitserede en mørk og mystisk fremtid på kanten af verdens undergang. Vi er pt. ikke langt fra Phillip K. Dick's Bladerunner-scenario.

Der er steder rundt om i verden hvor det hele ser helt håbløst ud. Vi skal nok prise os lykkelige for alligevel at befinde i et af de mere tjekkede lande på kloden.

Heldigvis er kulturlivet rundt om i Danmark så småt åbnet igen. Dog kun på nedsat kraft. Hvor skønt er det ikke, at vi igen kan gå til små koncerter – og hvor skønt er det ikke, at vi igen kan gå ind i biografernes magiske mørke? Vi håber alle, og krydser fingre for, at det forbliver åbent og at kulturinstitutionerne og de udøvende kunstnere overlever.

Inden jeg smutter ud og pakker bilen til årets sidste job, vil jeg lige komme med et par anbefalinger til et par kulturelle oplevelser du kunne give dig selv.

I mandags var jeg inviteret i Biffen inde i Nordkraft. Her var der for-premiere på filmen "7 Years of Lukas Graham". Instruktør René Sascha Johannsen har i syv år fået lov til at følge i hælene på Lukas Graham Forchhammer. Vi ser sangerens og bandets op og nedture og følger med på turné i Guds eget land. Et spændende indblik i en folkekær kunstner. Filmen har premiere i dag.

Er du ikke meget for at gå ud og hellere vil chill'e hjemme i din sofa. Så kan du rolig locke ind på din Netflix-konto og se mini-serien "Dronninggambit". En virkelig smuk iscenesat tv-serie der foregår i 1960'ernes USA. Hovedpersonen er en forældreløs pige der udvikler sig til et drikfældigt skak-geni. Den bedste serie jeg har set i umindelige tider – og med et tilhørende rigtig fedt soundtrack. Tiden er vist inde til en ny skak-dille.

Når du så rejser dig fra sofaarrangementet for at gå hen og vaske op, kan du med god samvittighed streame Taylor Swift's nyeste album "Folklore". Det er fed moderne pop-musik fra en meget dygtig dame. Albummet udkommer på ægte gammeldags grammofonpladevinyl senere på måneden. Jeg glæder mig den kommer – og til at verden bliver bare nogenlunde normal igen.

Kultur

En mærkelig musiksommer går på held: Sæt en plade på og lav noget lækker grøn mad