Kultur

Teaterchef: Nordjylland er mere end Aalborg, Nordjyske!

Kom nu ud af boblen, Nordjyske. I har engagerede læsere og kulturinstitutioner i hele landsdelen, skriver Lars Sennels, der savner fokus på resten af regionen i serie om kulturstøtte


Opdateret 24. juni 2021 kl. 16:57

For mere end 20 år siden forsvandt dagbladet Aalborg Stiftstidende ved en fusion med blandt andre Vendsyssel Tidende, og det blev til Nordjyske Stiftstidende. Ambitionen var at dække hele landsdelen – og da dagbladet fortsat hedder Nordjyske Stiftstidende, må den ambition vel fortsat gælde.

Men man kan nu godt komme i tvivl efter de seneste dages omtale af statsstøtten (eller mangel på samme) til det nordjyske kulturliv og historierne om Nordjyllands kulturelle fremtid. For de artikler handler ikke om Nordjylland. Tirsdag blev Skagen og Cold Hawaii ganske vist nævnt i en bisætning, men resten af de fire sider fokuserede udelukkende på Aalborg, Aalborg og Aalborg.

Og billedet var ikke meget anderledes i den foregående artikel, hvor rådmand Mads Duedahl fra Aalborg var den centrale kilde. Naturligvis kæmper han for flere statslige penge til kulturen i Aalborg. Men med ambitioner om at blive formand for regionsrådet har Mads Duedahl uden tvivl også udsyn nok til at tænke på hele landsdelen.

Det udsyn er svært at finde i den redaktionelle dækning. Omtalerne af det nordjyske kulturliv er generelt ikke ligefrem blevet styrket, men med de seneste artikler er verden ”uden for Verona”, undskyld Aalborg, tilsyneladende helt forsvundet.

De statslige kulturmillioner, som landsdelen uden tvivl mangler, bør gøre gavn i hele landsdelen. Og et bud på Nordjyllands kulturelle fremtid handler vel også om, hvad der sker i Hobro, Nykøbing Mors, Skagen, Frederikshavn Thisted, Hjørring for nu at nævne nogle af byerne med kulturelt udsyn. Der er både scenekunst, billedkunst, arkitektur, mad og mange andre kunstformer af meget høj klasse rigtigt mange steder.

LÆS MERE OM DEN SKÆVE FORDELING HER

Det er naturligvis relevant at høre ”ex-nordjyder” om deres bud på en fremtid for Aalborgs udvikling på det kulturelle område, men hvad med resten af landsdelen?

Jeg mener, at vi bør se hele Nordjylland som et samlet område med kulturelle muligheder og udfordringer. Aalborg er vores ”hovedstad”, men vi er ikke så mange i Nordjylland, og derfor kunne en fælles indsats og et fælles bud på den kulturelle udvikling være spændende at drøfte – både med udgangspunkt i tidligere aalborgenseres og nuværende nordjyders synspunkter.

Kom nu ud af boblen, Nordjyske. I har engagerede læsere og kulturinstitutioner i hele landsdelen.

Vi er undervejs i en serie

Svar fra journalist Birgitte Sonne Kristensen:

Kære Lars Sennels, tak for at følge med i debatten. Vi har i de første artikler helt rigtigt taget afsæt i Aalborg. Det har vi gjort, eftersom Aalborg rummer flere af regionens store kulturinstitutioner, og fordi den som ”hovedstad” er oplagt at sammenligne med hovedstæderne i de andre regioner. Men vi har andre stemmer på vej, og vi håber på masser af indlæg - også gerne fra jer!

Mvh Birgitte Sonne Kristensen

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden