Kulturhuset RØD handler ikke kun om fodbold

Historien om AaB er også historien om aalborgenserne og nordjyderne, skriver arbejdsgruppen bag kulturhuset RØD

Lasse Yde Hegnet (tv.) og Michael Meelsen Nielsen er med i arbejdsgruppen bag kulturhuset RØD. Pressefoto: Anders Høgh Andersen, RØD

Lasse Yde Hegnet (tv.) og Michael Meelsen Nielsen er med i arbejdsgruppen bag kulturhuset RØD. Pressefoto: Anders Høgh Andersen, RØD

Fra arbejderby til vidensby og videre til kulturby. Aalborg har i de seneste hundrede år gennemgået en rivende udvikling. En udvikling har åbnet byen for resten af verden, og det er godt, for vi aalborgensere elsker at fortælle om vores by og region. Det er på tide at spørge, hvordan vi skal fortælle vores historie.

Engang var en Rød Aalborg det mest kendte varemærke fra Aalborg, men det er for længst overhalet af AaB.

Danmarksmesterskaber, pokaltitler og europæiske kampagner har igennem fodboldens universelle sprog fået Aalborg på verdenskortet, så den ikke længere blot er kendt som industribyen ved Limfjorden.

I en tid med internationalisering og globalisering, er fodbold- og fankultur en af de få ting, der formår at bevare sine lokale rødder, samtidig med at det har en global appel. Faktisk er fodbolden en af de hurtigst voksende områder indenfor turisme.

Skal vi fortælle historien om Aalborg for resten af verden, er det gennem byens kærlighed til AaB.

Historien om klubben er også historien om aalborgenserne.

Det er historien om sejre, nederlag, traditioner, fornyelse, kærlighed og sammenhold på tværs af sociale barrierer.

Det er både en unik og universel historie. Derfor kan vi gennem fodbolden og fankulturen fortælle omverdenen, hvad Aalborg og Nordjylland egentlig er på en måde, hvor hele verden får lyst til at komme og opleve byen og regionen, fordi de ser sig selv i den.

Derfor er de frivillige omkring klubben, AaB Support Club, Vesttribunen, AaB af 1885 og AaBs Venner gået sammen for at viderebringe den følelse, vi har, når vi fortæller om AaB, Aalborg og Nordjylland. Følelsen RØD.

Hvis vi skal entrere Aalborgs nye tidsalder som et kulturelt fyrtårn på landkortet, skal vi have Kulturhuset RØD. Et oplevelsesrum, der lige så gerne vil udvikle byens kultur og samle dens borgere på nye måder, som det vil fortælle om, hvordan vi er nået hertil. Som AaB’ere. Som aalborgensere. Som nordjyder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.