Lad nu landmænd blive fri for de sidste tåbelige afgrøde-regler


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:40

Af Lars Peter Frisk,landmand, byrådsmedlem(V) i Aalborg, Fælledhaven 1, 9280 Storvorde lp@familienfrisk.eu

Man hører fra tid til anden landmænd klage sig over uforståelige regler, som de bliver udsat for af myndighederne.

En af de seneste i rækken af tåbelige regler er såning af efterafgrøder og mellemafgrøder for at mindske udvaskning af kvælstof fra jorden.

Mange landmænd har svært ved at forstå meningen med de to afgrøder.

For det første må de ikke høstes, så der kan komme et økonomisk udbytte ud af det, og for det andet giver det ikke nogen mening over for udvaskningen af kvælstof.

Men hvorfor gør landmanden det så? Jo, selvfølgelig for at holde sig til de skrivebordsregler, som efterhånden bliver pålagt ham fra tid til anden.

For nu at gøre det mere forståeligt for den almindelig borger (for landmanden har selv svært ved at forstå det), så skal mellemafgrøder etableres senest 20. juli. Ellers bryder man loven og bliver trukket i kvælstofkvoten eller sin støtte.

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at man skal så, før man høster, og omvendt høste, før man sår.

For nu at holde os til sidste frist for såning af mellemafgrøden (20.7.), så er det jo ikke muligt at så den på almindelig vis med en såmaskine. For kornet er jo ikke høstet.

Derfor har man kunnet se landmænd på deres traktor med en spreder bagpå køre rundt på marken i deres uhøstede korn.

Der bliver meget af kornet tromlet ned af traktoren og kan senere ikke høstes. Fuldstændig tåbeligt!

Men det er den eneste mulighed landmanden har for at etablere mellemafgrøden.

Når vi så kommer til 20. september, må landmanden pløje Mellemafgrøden ned og så hvede eller en anden kornsort. Altså bliver mellemafgrøden bare destrueret.

Når nu mellemafgrøden er spredt ud 20. juli, så kan den lige nå at vokse sig grøn og fuld af saft til, at landmanden kommer med sin mejetærsker og høster kornet.

Altså bliver den saftige mellemafgrøde blandet i kornet og gør det vådt, så der senere skal bruges ekstra energi (dieselolie, som forurener) til at tørre det. Det er ikke godt for vores CO2-udledning, som landbruget gerne vil være med til at nedbringe, men nu nærmest bliver tvunget til at belaste.

Fjern nu for pokker de her sidste tåbelige regler om efterafgrøder og mellemafgrøder, som ingen positiv virkning har. Kun det stik modsatte: En belastning af vores CO2 plus en ekstra økonomisk udgift for landmanden!

Reglerne er så tåbelige, at politikerne sikkert ikke selv har kunnet finde på dem. Det må absolut være dygtige skrivebordsberegnere, som har fået en lys idé.

Det værste er så, når man finder ud af, at det her ikke har en positiv virkning. Så kommer der sikkert en regel, som er endnu mere tåbelig regel!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden