Minksagen er myndighedsterror af værste skuffe
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:46
Af Jørgen Evald Jensen,faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Vandværksvej 28, 9800 Hjørring
MINK: I øjeblikket slagter myndighederne et helt erhverv – uden lovhjemmel. Det er en ting, der undergraver vores demokrati og opfattelse af Staten. Om det er rigtig beslutning eller ej, har jeg ikke viden til at afgøre.
Men måden myndighederne arbejder på er uanstændig og utilgiveligt. Det vækker mindelser om fjerne tider og fjerne lande – som vi normalt ikke sammenligner os med.
Da de kinesiske myndigheder sidste år brændte levende grise i Kina, var vi mange, der var forfærdede og tænkte: Godt det ikke sker i Danmark.
Nu sker nøjagtig det samme i Danmark. Ikke bare med fødevaremyndighedernes billigelse – men på ordre fra dem, af deres ansatte, med deres retningslinjer og i talrige tilfælde med myndighedspersoner, der bortforklarer forholdene som en enkelt fejl.
Men der er ikke tale om en enkelt fejl, når levende mink ikke aflives ordentligt i aflivningskassen, fordi den er overfyldt, eller brugt forkert.
Det er ikke en enkelt fejl, når levende mink kommer i containere med døde mink, så DAKA (destruktionsanstalten) er blevet nødt til at hyre jægere for at skyde de stadig levende dyr – og de dyr, der ikke rammes, brændes levende.
Det er ikke en enkelt fejl, når Fødevarestyrelsens folk ikke har de påkrævede aflivningscertifikater, og dermed slet ikke er uddannet til opgaven. Det var selvfølgelig aldrig gået for en minkavler.
Hvis en landmand eller en chauffør begik bare en lille brøkdel af sådanne fejl, stod den på klækkelige bøder, fængsel og udskamning – af myndighederne. De blev retsforfulgt. Og her gjaldt ingen undskyldning – et enkelt fejltrin er nok.
Jeg har indtil nu været stolt af, at vi i Danmark havde den højeste dyrevelfærd i verden.
De dyremishandlinger, det offentlige begår her, er ikke den stolthed værdig.
De ansvarlige forklarer, at det er en stor opgave. Ja, men før man sætter en sådan stor opgave i gang overfor levende dyr, må man da vide, om man kan klare den indenfor landets love, regler og kodeks for dyrevelfærd.
De ansvarlige for det her skal stilles til regnskab for den udåd, der er begået.
Det militær personel, der er udkommanderet af myndighederne til at overvåge de steder, hvor minkavlerne selv afliver (og hvor ovenstående forhold under ingen omstændigheder findes) har fået at vide, at de skal betragte det som en terroropgave – dog behøver de ikke bære våben.
Der er tale om myndighedsterror af værste skuffe. Føj!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.