Naturen og markedskræfter: Ikke et øje er tørt...

SKAGEN M.M.: Der sker ting og sager i vores lille land.

Måske er det øjnene, der ser, der er det største problem.

Der har været licitation på en radiokanal. Den har en taber og en vinder, noget, der sker hver dag, hvor man ønsker at prøve en prissættelse af for på den måde at sikre sig, at produkt og pris er forsvarlig.

Det nye er, at det rammer den fjerde magt: Pressen. Så er det helligbrøde. Det har været hovedhistorien i DR og TV 2 i mere end en uge.

Grådkvalte journalister har forsynet de måbende seere om den grufulde skæbne, der har ramt gode kolleger og helt overset, at de også burde juble sammen med de kolleger, der på ærlig vis nu kan prøve at skabe sig en plads i æteren og prøve kræfterne af i et overfyldt marked.

Måske er det øjnene, der ser, hos personer, ikke ved, at denne model bruges overalt i Danmark, overvåget af en skeptisk presse, der vogter over, at der ikke er lavet underhåndsaftaler eller andet fusk, der kan påvirke det kommende produkt .

I Skagen har en gummiged skrællet halvanden meter af en sandklit.

Der kaldes til samråd med den minister, der overvåger området.

Harmdirrende politikere og naturtosser råber om katastrofer og vandalisme på vores natur, og kommunen søger gerningsmænd og midler for igen at fratage eventuelle husejere den eftertragtede udsigt, der herved er skabt.

Et overgreb på naturen er det bedste argument. En helligbrøde. Hvordan skal det gå Danmark i fremtiden? Ikke et øje er tørt.

Vender man sig og ser ned langs kysten, kan de fordømmende glæde sig over, at den samme natur langsomt æder af vestkysten med tusinde gange flere meter sand med nedstyrtende sommerhuse til følge, ja, selv et gammelt fyrtårn følte sig truet og blev reddet, da gravemaskiner i måneder udjævnede store klitter, så tårnet blev reddes.

Forskellen afhænger nok af øjnene, der ser, og blæsten går frisk over Limfjordens vande.

I det danske parlament, Folketinget, tiltaler man hinanden i tredje person, alt andet end folkeligt. Man har dog droppet at tiltale “Det ærede medlem” hver gang. En skøn fornyelse, der trods skepsis ikke undergravede folkestyret.

Måske er tiden kommet til at tale direkte til ministre og folketingsmedlemmer på folkelig vis med døbenavn, som man nu gør uden for murene, men jeg er nok lidt forudindtaget.

I vores del af verden hedder det sig, at folk kan blive så ringe, at man bliver nødt til at sige ”De”, og det er der helt ærligt ingen grund til her.

Uanset partifarve har vi dygtige parlamentarikere, der argumentere for deres sag på en ordentlig måde.

Jeg græmmes, når jeg ser, hvordan bærmen ter sig på Facebook over for sagesløse medmennesker, der stikker hovedet frem til glæde for de mange.

Sagt med dronningens ord: Det kan vi altså ikke være bekendt!