EU

Europa har brug for stærke forældre

Vi skal have modet til at vise næste generation og resten af verden den særlige europæiske evne til at skelne mellem de rigtige meninger og de nødvendige handlinger

Af Pernille Weiss, medlem (K) af Europa-parlamentet

FORENING:I dag for 29 år siden fødte jeg mit første barn. En datter.

Natten var fuld af stjerner, som understregede, at mit barn gennem mig blev ført ind i universets mange muligheder.

Jeg oplevede, hvordan min krop overgav sig til naturens kræfter og jeg smagte på muligheden af at jeg kunne dø af det, jeg forsøgte at gennemgå.

Det gjorde jeg ikke, men følelsen af at skulle noget, der satte alt på spil har fulgt mig lige siden. Måske fordi det at føde et barn og træde ind i forældreskabet er noget af det tætteste man som menneske kan komme på det, vi i de politiske sfærere med stor patos ord kalder ”generationskontrakten”.

PÅ DEN anden side af dørtrinnet til et nyt år, bør man som politiker spørge sig selv om, hvorvidt man egentligt kan og skal sætte ”generationskontrakten” på i centrum på samme måde, man som forældre påtager sig forældreskabets evige tyngde af emotionel og gentisk forbundethed og viljen til at ville gøre alt - som i absolut alt - for sit barn?

TANKEEKSPERIMENTET lyder absurd og afstumpet. For hvad med de politikere, som ingen børn har? Og hvad med os, som ikke kun har gode forældreerfaringer og må leve med sorgen over, at alt for alle vores børn ikke lykkedes lige godt? Jeg ved det godt. Men jeg tror på, at det er sundt for os mennesker, nogle gange at sætte tingene på spidsen for at komme helt tæt på de etiske og moralske dilemmaer, vi er omgivet af.

DILEMMAER, som på den ene side repræsenterer menneskehedens evige udfordringer på at skelne mellem godt og ondt, og hvornår man skal le eller græde, sprede eller samle, tie eller tale; men som også kalder på, at vi i vores tid gør noget ved dem. Nu. Så næste generation oplever, at vi er nogle ‘forældre’, som handler og alene i kraft af dét, planter håb og inspiration til, hvordan de selv vil gøre, når deres tid kommer.

MED DE enorme klimaudfordringer og deres uundgåelige konsekvenser, der uge for uge kommer faretruende nærmere; med den geopolitiske ensomhed EU står midt i og skal håndtere selv; og med det ekstremt voksende pres på Europas ydre grænser der er på grund af overbefolkning i omverdenen - så er det ikke længere nok, at vi politikere foholder os skåltaleagtigt til generationskontrakten. Der skal meget mere til. Der skal handles konkret, konsekvent og kontant i det nu, vi lever i. Som når vores barn skriger på mad, er ved at falde ned ad en stejl trappe eller skal holdes fast for at få den vaccination, som vil redde det fra dødelig sygdom. Vi skal handle - ikke snakke.

SET MED de briller på kan man godt se forældreskabet som en mikrokosmos-bootcamp, der for alvor kan lære politikere at tage os sammen, når det virkelig gælder. Ikke kun os europaparlamentarikere. Bevares. Alle med et folkevalgt mandat må gerne tage min nytårsopsang til sig. Være enige eller uenige. Bare I reagerer og tager stilling. Om det er med et nej til mere detaljestyring fra enten Christiansborg eller Bruxelles - eller det er med krav til statsministeren om at skrue bissen mere på overfor hendes kollegaer, så færre lande i EU forsøger at tørre eget nationale ansvar af på fællesskabet - for fællesskabets penge - det er lige meget. Bare I kommer i gang.

FOR EUROPA har brug for det. EU som forening har brug for det. Danmark har brug for det. Vores demokrati kan ikke overleve omverdenens pres og præmisser, hvis ikke vi tør bruge vores værdier og principper ”in action”. Vi skal have modet til at vise næste generation og resten af verden den særlige europæiske evne til at skelne mellem de rigtige meninger og de nødvendige handlinger, som alt andet lige holder sammen på det, vi selv har ansvaret for at værne om og om nødvendigt reformere, så generationskontrakten reelt indeholder en forsat fri, lige og bæredygtig verden, når faklen skal gives videre til dem, vi selv fødte eller dem, der uanset kommer efter os.

FOR 2022 ønsker jeg mig, at vi alle tør tage et opgør med at det er de andres skyld at x, y eller z ikke fungerer i mit liv, min by eller mit land. Eller i det Europa, der lige nu risikerer at stå uden det stærke og gensidigt ansvarlige sæt af forældre, som det mellemstatslige samarbejde EU jo er.

Det forudsætter, at vi kommer tilbage på sporet af EU som foreningen af ”De velfungerende nationalstaters Europa” og opgiver super-liberalisternes og super-socialisternes føderale utopia.

FOR EUROPA er jo det kontinent, som netop i kraft af vores forskelligheder har født demokratiets værdier, fædrelandets kærlighed og respekten for at intet i denne verden er stærkere end familien, der kan og vil holde sammen på sig selv. Familien, der følger med tiden og har modet til at forandre det, der i lænden bevarer, hvad der ikke må gå til grunde i hverken det enkelte forældreskab eller den kollektive generationskontrakt for Europa, som kan og skal meget mere selv i den fremtid, vi nogenlunde kan skimte foran os. Helst på måder, hvor vi inspirerer resten af verden til at gøre som os, så de af vores børn, som rejser ud i den - væk fra Europa - også der kan leve i fred og frihed.

Pernille Weiss skriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Uddannet sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab, master i innovation og ledelse (LAICS) og certificeret sexolog. E-mailadresse: pernille.weiss@europarl.europa.eu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.