Klumme

På evig jagt efter anerkendelse

Vi skylder børnene og os selv at finde ro sammen i vore egne tilværelser og de mennesker, vi elsker og som elsker os

Karoline Thagaard Kristensen. Privatfoto

Karoline Thagaard Kristensen. Privatfoto

Karoline Thagaard Kristensen er folkeskolelærer. Opvokset i Harboøre. E-mailadresse: karolinethagaardkristensen@gmail.com

2020 - bliver jeg mon god nok i år?

At finde mening og ro i tilværelsen er den ultimative prøvelse. En jagt besværet af, at vi konstant er under påvirkning af samfundets strukturer, hvori vi ofte mindes om, at vi kan blive eller være noget mere.

De fleste af os er konstant på udkig efter anerkendelse i vores omgivelser, mere succes og flere timer, vi kan investere i at forløse drømme, som bor i os eller opstår. ”Du har alle muligheder”, hører man tit folk sige i vores velstandsland, men hvordan griber man dem og er det lig med lykke?

Fra mine tidlige teenageår har jeg været bevidst om, hvordan vi, mennesket, er kastebolde i samfundsstrukturerne.

Jeg er, som mange andre, blevet pacet og proppet ned i kasser, hvori de gældende samfundsnormer efterleves.

Nogle vil mene, at solen skinner særligt meget på dem, der klarer sig godt i skolen, får en universitetsuddannelse og et job med en solid indkomst.

Men jeg er, lige så længe jeg kan komme i tanke om, faret vild i tanker og drømme om alt og ingenting, og har set lyset i kærligheden - bl.a. til musik, natur, kunst, teater, filosofi og litteratur.

Charles Lutwidge Dodgson, bedre kendt under pseudonymnet Lewis Caroll, og som forfatter af eventyret om ”Alice i Eventyrland”, er en filosof, jeg tilegner særlig betydning, da hans fantasi og begavelse for ordlege og logik, særligt sidstnævnte, bringer perspektiv ind i måden hvorpå vi lever.

”Du skal løbe så hurtigt, du overhovedet kan, for at blive, hvor du er. Hvis du vil nogen steder hen, skal du løbe mindst dobbelt så hurtigt”, siger Den Hvide Kanin i eventyret om Alice.

Og du genkender det, gør du ikke? At løbe hurtigt? Efter bekræftelse, og efter det, der tager os ind og ud af normerne, hvori vi udfordrer vores egen forståelse af at være: en god forælder, en klimakorrekt samfundsborger, et oplyst individ, en elskværdig partner og ven, et succesfuldt karrieremenneske osv. Rundt imellem spejlene, hvor vi veksler mellem at være og ikke være alle disse ting, både vokser og skrumper vi, når vi måler vores værd med afsæt i, hvor godt eller mindre godt andre klarer sig sammenlignet med os selv.

I mit job som folkeskolelærer har jeg haft adskillige samtaler med børn, der, som os voksne, leder efter anerkendelse og succes.

De har i mindre grad kerneidentiteten på plads, og det kan være særligt svært for dem at finde deres plads i livet. Når de på den ene eller anden måde giver udtryk for, at de ikke føler sig gode nok, som de er, vækker det en bekymring hos mig.

Børn spejler sig først og fremmest i deres primære omsorgspersoner og senere i kammerater og andre, de er i tæt kontakt med gennem barndommen.

Når de dømmer sig selv utilstrækkelige med afsæt i betragtninger som; ikke at have de nye Nike Air Max-sko; ikke at kunne læse ligeså godt som sidemanden i klassen; manglende fodboldevner eller, at de ikke ser ud som eller hænger ud med de ”rigtige”, bliver jeg trist.

Også de vægter og vejer deres værd og finder vej ned i kasserne, der sorterer og definerer, om de er eller ikke er gode nok, og min betragtning er, at vi ganske enkelt ikke bruger nok tid på at forklare børnene – og ej heller hinanden, at det er naturligt at vi føler os utilstrækkelige, når ikke vi fokuserer på de gode og sunde elementer i os selv og vores omgivelser. Når ikke vi har en bevidsthed omkring, at det er det vi spejler os i, den er gal med, og ikke os.

Det er naturligt, at vi føler os utilstrækkelige, når vi ikke fokuserer på de gode og sunde elementer i os selv og vores omgivelser, mener Karoline Thagaard Kristensen

Det er naturligt, at vi føler os utilstrækkelige, når vi ikke fokuserer på de gode og sunde elementer i os selv og vores omgivelser, mener Karoline Thagaard Kristensen

I en verden, hvor vi hele tiden udsættes for spejlbilleder på vores tilværelse, kan man hurtigt føle sig fortabt. Her gælder en særlig tak til den digitale udvikling, som vi nok endnu ikke har lært at navigere i på en sund måde.

Uden vi rigtig lægger mærke det, eksponeres vi for input, som vores hjerner filtrerer og vi, individet, udleder mening af gennem vores erfaringsunivers. Her må man skrive sig bag øret, at børnene har et langt mindre erfaringsunivers end os voksne, og når vi eksempelvis scroller igennem emnerne på vores sociale medier, forholder vi os på ganske kort tid til en hel masse indtryk, som vi enten bevidst eller ubevidst tager ind. Alle spejler vi os i emnerne, og de bliver unægteligt en katalysator for, hvordan vi har det, og hvordan vi oplever os selv, hvis ikke vi har en grundlæggende tro på hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.

Vi skylder børnene og os selv at indstille jagten. At finde ro sammen i vore egne tilværelser og i de mennesker, vi elsker og som omvendt elsker os. I år og i alle årene der kommer, er vi mere end gode nok uanfægtet hvad andre har, gør eller kan, så lad os sammen tale om, hvordan ét spejl ikke nødvendigvis er det eneste og hvorfor det kan være bedre at spejle sig i noget andet, når man sidder med en følelse af ikke at være god nok.

Lykken bor i os og ikke i antallet af muligheder vi griber – ej heller i samfundets forhåbninger om, at vi alle sammen bliver den bedste udgave af det, samfundet finder bedst for samfundet. Hvad er livet, hvis ikke ro til at være med det, vi holder af og farer vild i, fremfor at bekymre sig om at være rigtig eller på rette vej?

”Det er kærligheden, det er kærligheden, der får jorden til at dreje rundt!” sagde hertuginden til Alice. ”Men der var en, som sagde,” hviskede Alice, ”at det sker bedst ved, at enhver passer sit!”

”Ja - men det er jo omtrent det samme!” svarede hertuginden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.