Påske er tid til håb og fortrøstning


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:33

Af Per H. Sparre,foredragsholder, studievært og skribent, Liusborg Sti 24, Klitmøller, 7700 Thisted, sparre@privat.dk

Påske bringer både håb og fortrøstning – også i en udfordrende tid med coronavirus.

Foråret kommer os nu i møde med spirende blomster og træer, og anemoner dækker skovbunden helt i hvidt.

Fuglene starter deres frimodige sang tidligt om morgenen. Det er en meget smuk natur, vi har i vores område.

I naturen går vi mod lysere og varmere tider, og normalt er der også omkring påske mange aktiviteter og stor travlhed og omsætning i vore forretninger, restauranter, hoteller og ved forskellige seværdigheder.

Der er tilmed mange gode traditioner forbundet med denne højtid, hvor man plejer at mødes med familie og venner og sammen får nogle afslappende dage med hygge og nærvær.

I år er alt imidlertid helt anderledes, og meget har ændret sig i løbet af kort tid.

Vi står midt i en historisk og meget alvorlig tid, hvor en virus har lukket næsten hele verden ned og nu spreder frygt, bekymring, sygdom og død mange steder.

I disse dage er det 80 år siden siden, at Danmark blev besat under Anden Verdenskrig med mange dramatiske begivenheder i kølvandet.

På mange måder oplever vi også nu en nærmest krigslignende tilstand – ikke mod en tysk besættelsesmagt – men mod en ukendt og skjult fjende, som kan ramme os alle og selv ens nærmeste kan være smittebærere af denne coronavirus uden at vide det.

Den tætte sociale kontakt og nære fællesskab standsede brat og vi står ofte helt magtesløse overfor det, der sker netop nu.

Den frie bevægelighed er borte, og familier og venner kan ikke længere mødes – ligesom ældre på plejehjem ikke kan få besøg af deres nære.

For første gang i mange århundrede er kirkerne lukkede af sundhedsmæssige årsager og det er naturligvis smerteligt, at den vigtigste højtid ikke kan fejres med gudstjenester landet over – men på grund af smittefaren er det nødvendigt.

Det vil ikke føles rigtigt at have påskegudstjenester med begrænset adgang - og det at skulle samles indendørs i kirkerummet vil være forbundet med en risiko for smitte.

Vort samfund har på mange måder kørt i et højt tempo, og mange har været stressede i den travle hverdag, hvor vækst og effektivitet har været i fokus de seneste år.

Det satte denne virus imidlertid en brat stopper for, og vores dagligdag har på mange måder været meget anderledes og udfordrende.

Der har de seneste uger været mere tid til stilhed, refleksion og eftertanke.

Har vi skønnet nok på de gode vilkår, vi havde herhjemme med både velstand, frihed og et solidt demokrati, der både lokalt og på landsbasis ønsker at skabe de bedste rammer for os alle?

Hvad vil fremtiden bringe, og hvordan vil det se ud, når denne truende virus er ovre?

Hvor mange skal miste livet, og hvordan vil det gå med økonomien og de mange virksomheder og butikker, der har det meget svært?

Kan vi få lavet et lokalt og globalt samarbejde, hvor vi i fællesskab får lavet nogle konstruktive løsninger, som kan bringe os godt igennem denne krisetid?

Vi har ikke i moderne tider oplevet noget, der minder om dette, og som statsminister Mette Frederiksen udtalte: ” Vi står på ubetrådt grund og nu må vi så stå sammen ved at holde afstand”.

Der er mange ubesvarede spørgsmål, hvor vi så let kan føle os svage og på gyngende grund.

Vi udfordres samtidig af destruktive ideologier – ligesom alternative livssyn også spreder sig omkring os.

Alt er imidlertid ikke lige gyldigt eller lige meget.

Vi må derfor altid huske at værne om det sande, ægte og gode.

Det har imidlertid været godt at se, hvordan de forskellige partier i Folketinget har stået sammen om store nødvendige hjælpepakker, som skal sikre, at vi kommer bedst muligt gennem denne krise.

Her er der blevet skrevet historie, da samtlige partier fra venstre til højre stemte sammen og dermed har vist stort ansvar, når vanskelige beslutninger skulle træffes.

I krisetider rykker man ofte tættere sammen, og med et bliver man klar over, hvad der virkelig betyder noget, og hvad der er mindre vigtigt.

Det har også været glædeligt at se, hvordan man har prioriteret omsorg og hjælp til de svageste i samfundet.

Vi oplever en sundhedssektor, som gør et meget stort arbejde for at yde den bedste behandling og pleje til smittede, syge og andre udsatte.

I de seneste uger har vi også oplevet et unikt fællesskab under helt andre former.

Fællesskab på altaner og i hjemmene har været med til at knytte tætte bånd mellem mennesker landet over.

Højskolesangbogen er kommet på en bestsellerliste, og et stort antal danskere har sunget med på Phillip Fabers dejlige udsendelser i Danmarks Radio – hvem havde forestillet sig dette for blot nogle måneder siden?

Livestreaming af koncerter og gudstjenester på nettet er brugt flittigt og mange kirker har her dygtigt brugt de sociale medier – ligesom virksomheder og mennesker har haft gavn af at kunne benytte netmøder og andre sociale medier til at klare de relevante arbejdsopgaver og holde en vigtig kontakt til hinanden.

Midt i de store udfordringer kommer påsken så til os med et stærkt og livsbekræftende budskab.

Det handler om verdenshistoriens største begivenhed, som skete for 2000 år siden udenfor Jerusalem.

Jesus Kristus tog her kampen op mod alt det ødelæggende og nedbrydende og sejrede over mørket, ondskaben og døden, da Han frivilligt lod sig korsfæste på Golgata.

Langfredags gru og smerte blev afløst af en lys påskemorgen og en tom grav.

Livet, fællesskabet og kærligheden sejrede, og det må vi også tage til os i denne meget udfordrende tid med coronavirus.

Påskens drama indeholder tillige mange af livets forskellige dybe temaer og aspekter.

Her møder vi falske anklager, løgn, had, magtmisbrug, griskhed, egoisme, savn, smerte og død.

Dette kender vi desværre kun alt for godt til gennem de mange nyheder. som medierne bringer til os. Peters svigt, Judas grådighed, Pilatus magtmisbrug og store menneskeskarer med vrede tilråb foregår også i dag på den internationale scene – ligesom virussen nu har spredt sygdom og død mange steder.

Samtidig viser påskens begivenheder dog også den ægte kærlighed, forsoning, tilgivelse, frihed, fællesskab og omsorg.

De værdier vil altid være stærkest, da de kan opbygge, samle og forene.

Lad os derfor tage påskens budskab til os og sammen gå fremtiden i møde med fortrøstning og håb og ønske hinanden en glædelig påske – trods alt.

Forsiden