DEBAT

Så fandt man en ”syndebuk” i sag byggeri i Jammerbugt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Ole Stavad, regionsrådsmedlem (S), Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst ole@stavad.dk

BYGGERI:Kan en selvstændig erhvervsdrivende være medlem af en kommunalbestyrelse, uden at risikere at blive fremstillet som utroværdig i medierne – bare fordi de driver deres virksomhed. Det spørgsmål sad jeg tilbage med, da jeg søndag læste Nordjyske hvor Kaj Møllers kamp med Jammerbugt Kommune om en byggesag i Blokhus, var beskrevet.

Her fremstilles formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune Jens Chr. Golding - der ejer Golding Byg Aps - på en måde, der efterlader et indtrykket af misbrug af sin politiske stilling. Efter min opfattelse helt urimeligt.

Dermed har jeg ikke forholdt mig til den tvist, der er mellem kommunen, Kaj Møller og andre på Jens Bærentsvej i Blokhus. Jeg forstår godt, at Kaj Møller m.fl. har reageret og klaget over den bygningsmæssige dispensation og den ændrede lokalplan. Det har bare ikke noget med Jens Chr. Golding at gøre, hvis firma tilfældigvis var valgt som entreprenør af bygherren til at udføre en opgave.

Jeg kan konstatere, at Jens Chr. Golding som formand for Teknik- og Miljøudvalget ikke deltog i beslutningen om at give dispensation fra Lokalplanen - hvor han erklærede sig inhabil. Og, at han heller ikke deltog i den efterfølgende beslutningen om at udarbejde en ny lokalplan for området.

På den baggrund kan man ikke med rette rejse kritik af Jens Chr. Goldings gøren og laden i hele sagsforløbet, hvilket også blev bekræftet i den efterfølgende retssag. Han er således det eneste medlem i Teknik- og Miljøudvalg i Jammerbugt Kommune, der ikke har nogen som helst ”aktier” i sagsforløbet om dispensation og beslutningen om at udarbejde ny lokalplan. Jeg kan også konstatere, at den løsning, som Udvalget valgte at indstille til Kommunalbestyrelse, blev vedtaget af alle partier og samtlige 27 medlemmer i Jammerbugt Kommunalbestyrelse.

Jeg synes, det er ærgerligt, at man mediemæssigt altid har brug for en ”syndebuk” for at lave ”en god historie”. Finder man ikke nogen, må man opfinde én. Efter min opfattelse er historien fra Blokhus både relevant og udmærket beskrevet i artiklen. De spørgsmål, der stilles, rejser en både vedkommende og vigtig debat, som Nordjyske bør roses for.

Jeg mener bare, at det er katastrofalt for vort demokrati, hvis erhvervsdrivende, der stiller sig til rådighed som folkevalgte, risikerer at blive hængt ud i medierne på et fuldstændigt urimeligt grundlag - bare for at drive deres virksomhed. Demokrati har brug for alsidighed. Derfor har vi brug for, at også selvstændigt erhvervsdrivende stiller sig til rådighed med viden og indsigt. Det synes jeg vore medier bør tænke over.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.