Kendt fra "Løvens Hule": Urban-Hald tager endnu et skridt i vækst-eventyr
Opdateret kl. 19:35
Det nordjyske makkerpar Lasse Hald og Daniel Urbaniak blev i 2022 landskendte, da de på nationalt TV sikrede sig en millioninvestering i programmet "Løvens Hule".
Investeringen i deres fælles virksomhed Urban-Hald skulle bruges til blandt andet at øge væksten i virksomheden, der sælger sildebensparketgulve, microcement og netpuds via internettet og showrooms.
Nu tager virksomheden endnu et skridt i deres vækst-eventyr, når Urban-Hald i 2026 flytter til et nyt og større hovedkontor med centrallager og showroom i Hjørring.
Det skriver Nordjyskes søstermedie Ligeher.nu.
Årsagen er, at lagerkapaciteten ikke længere er stor nok. Med nye lokaler på 2.500 kvadratmeter ser virksomheden frem til en næsten fordobling af hovedkontorets nuværende areal.
Ifølge ejendomsmæglerfirmaet Poul Erik Bech flytter Urban-Hald fra deres nuværende domicil på Læsøvej til Farøvej 31 i Hjørring.
- De første fem år havde vi lager på Daniels landejendom og showroom på min private adresse i Hjørring, så vi syntes selv, det var kæmpestort, da vi efter Løvens Hule rykkede ind på Læsøvej med 600 m² lager, kontor og showroom. Allerede kort tid efter måtte vi udvide lejemålet med yderligere 800 m², men da vi fortsat vækster, har vi måttet konstatere, at vi nu endegyldigt er vokset ud af de nuværende rammer, forklarer Lasse Hald.
Virksomhedens seneste offentliggjorte regnskab viser et overskud på 2,1 millioner kroner efter skat i regnskabsåret 2024/2025. For 2025 gælder det, at egenkapitalen lyder på intet mindre end 8,5 millioner kroner.
Urban-Hald har 16 ansatte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.