Politiet beder om hjælp efter røveri i en Spar i Aalborg
Opdateret kl. 12:17
Fredag aften klokken 20.31 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om røveri i Spar på Doravej i Aalborg.
Her havde en maskeret mand henvendt sig til personalet og fremvist en pistollignende genstand.
- Han peger ikke med den, men hiver op i sin trøje, så kassemedarbejderen kan se den. Samtidig beder han om ti kartoner cigaretter og beordrer, at kassen skal åbnes, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Martin Møller.
I første omgang forsøger kassemedarbejderen at forklare, at han ikke kan åbne kassen for ham, men da røveren fremviser den pistollignende genstand, bliver der åbnet.
- Den maskerede mand hopper herefter over disken og putter cigaretter samt et ukendt pengebeløb i en blå plastikpose, forklarer Martin Møller.
Røveren stikker af, før politiet når frem, og han er lørdag formiddag fortsat ikke fundet. Derfor tager ordensmagten gerne imod henvendelser fra borgere, der har oplysninger i sagen.
Manden var iklædt en mørk trøje, en lang jakke fra mærket Haglöfs med hætte, der var trukket op over hovedet. Derudover bar han sorte crocs og sorte Adidas-bukser med de velkendte hvide striber.
Politiet kan kontaktes på 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.