Børnene skulle huske at spidse deres blyanter.

Glimrende idé. En spids blyant fungerer markant bedre end en sløv.

Men jeg nåede alligevel at tænke:

Hvorfor får jeg den besked?

Min datter går i 1. klasse. Hun kan godt få at vide af sin lærer, at blyanterne skal spidses til i morgen. Så kan hun huske det.

Eller glemme det.

I værste fald sidder hun dagen efter med en sløv blyant og opdager, at det havde været smart at høre efter.

Det er nok en konsekvens, en syvårig godt kan klare.

Jeg kom til at tænke på de sløve blyanter, da Moderaterne torsdag i denne uge foreslog at afskaffe Aula.

Partiets argument er blandt andet, at beskeder, påmindelser og forventninger i skolen alt for ofte løber direkte mellem lærere og forældre og uden om børnene. Moderaterne understreger selv, at Aula ikke alene er skyld i folkeskolens problemer.

Det sidste er ret væsentligt.

For vi kan lukke Aula i morgen.

Og så kan vi tage problemerne med over i den næste app.

Der er nemlig ikke noget galt i, at en skole har en digital indgang til forældrene.

Jeg vil meget gerne kunne melde mit barn syg uden at ringe til et kontor klokken 7.42. Jeg vil gerne kunne søge om ferie og fortælle DUS/SFO, hvornår mit barn må gå hjem.

Det er kedelig administration.

Perfekt til en app.

Problemet begynder et andet sted:

Når en besked om, at børnene kun kan sendes hjem fra DUS på bestemte tidspunkter, kræver den ene lange fællesforklaring efter den anden, fordi 25 familier helst vil have hver deres ordning til lige deres barn.

Når små praktiske oplysninger bliver forsynet med instruktioner, formaninger og opfølgninger.

Og når læreren sender beskeder hjem om ting, som læreren lige så godt kunne sige til barnet.

Her er det nemt at give Aula skylden.

Også lidt for nemt.

For Aula har ikke selv bedt forældrene blande sig i alt. Aula har heller ikke tvunget skolerne til at orientere om alt.

Det har vi klaret helt selv.

Både skoler og forældre har vænnet sig til en skole-hjem-kontakt, hvor næsten enhver lille ujævnhed i barnets skoledag kan ende som information til mor og far.

Det er sikkert sket i den bedste mening.

Skolen vil gerne være grundig. Forældrene vil gerne følge med. Ingen vil beskyldes for ikke at have informeret, og ingen vil være den forælder, som ikke havde opdaget beskeden.

Resultatet er bare lidt besynderligt.

For samtidig med at vi taler meget om robuste børn, selvstændighed og ansvar, har vi bygget et imponerende effektivt system til at minde deres forældre om gymnastiktøjet.

Og her skal vi passe på, at ønsket om velinformerede forældre ikke ender med at skabe børn, der aldrig selv behøver at være informerede.

Selvfølgelig er der beskeder, der hører hjemme hos de voksne. Hvis et barn mistrives, hvis der er alvorlige problemer i en klasse, eller hvis skolen ændrer noget væsentligt, skal hjemmet vide det.

Men derfra er der trods alt et stykke til det glemte penalhus.

For nogle gange er den bedste besked faktisk den, barnet selv fik. Også når barnet glemte den igen.

Et glemt penalhus eller et par manglende vanter er trods alt en temmelig billig måde at opdage, at ens egne handlinger har konsekvenser.

Og her kan vi forældre ikke nøjes med at pege på skolen. Vi kan ikke beklage os over Aula søndag aften og samtidig forvente en personlig servicemeddelelse mandag eftermiddag om, hvornår lille Villads-Louie præcis blev sendt ud af døren fra DUS.

Færre beskeder kræver også, at vi kan holde ud ikke at vide alting.

Moderaterne har altså fat i noget, når de peger på kulturen omkring Aula.

Men Aula er ikke selve problemet. Det er bare blevet et usædvanligt godt sted at få øje på det.

Og hvis forventningerne mellem skole og hjem er de samme bagefter, skifter vi bare platform.

Ikke kultur.

Mette Rask Bentzen er redaktionschef for Samfund