Aalborg Kommune sætter store feriekolonier til salg – direkte ud til Vesterhavet
Opdateret kl. 08:23
Det er sjældent, at en kommune sætter noget til salg i nabokommunen. Men det er tilfældet for Aalborg Kommune, som netop har sat to specielle ejendomme til salg i Jammerbugt Kommune.
Det fremgår i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.
Der er tale om to ejendomme på 15.000 og 10.980 kvadratmeter på Mathildevej 8A og 8B i Grønhøj i Jammerbugt Kommune. Begge ligger i klitlandskabet med udsigt til Vesterhavet.
Ejendommene er opført i 1940, og bygningerne er på henholdsvis 389 og 270 kvadratmeter. De har i mange år været brugt som feriekolonier, men anvendes ikke længere i samme omfang. Derfor er de nu sat til salg.
Salget håndteres af Mæglerhuset Vestkysten.
Mindsteprisen er fastsat til 6 millioner kroner for Mathildevej 8A og 4,995 millioner kroner for Mathildevej 8B.