10 hotdogs på et kvarter er ikke nok til DM-deltagelse
Pølsevogn i Sæby afholdt kvalifikationskonkurrence i hotdog-spisning
SÆBY: Pølsemand Rene Hansen fik brug for at hive overtalelsesevner op af den mundtlige værktøjskasse, men så lykkedes det også at finde en deltager.
Sæbynitten Henrik Christensen var som den første lørdag formiddag klar på at proppe sig med hotdogs i 15 minutter.
Henrik Christensen har ikke den store erfaring med grovæderkonkurrencer, men han var alligevel den bedste til at spise hotdogs på tid i Sæby denne lørdag. Kun to andre stillede op foruden Henrik Christensen.
Inden de 15 minutter begyndte, troede Henrik Christensen på, at han kunne nå at fortære 15 skinkesøm i kano. En hotdog per minut.
- Om det er højt sat, må vise sig, sagde den 45-årige sæbynit, inden han satte munden på overarbejde.
Sæbynitten slugte den første hotdog på 20 sekunder, men selvom Henrik Christensen skyllede skinkesømmene ned med kold Cocio-kakao, begyndte varmen fra pølserne at gøre det svært.
Da stopuret rundede 15:00, viste det sig, at buddet på 10 til 12 hotdogs var det bedste. Henrik Christensen nåede at spise 10 hotdogs.
Dermed rundede Henrik Christensen et kilo hotdogs, for hver hotdog vejer godt og vel 100 gram.
- Det var okay, siger Henrik Christensen.
Han havde allerede udset sig desserten, da de 15 minutter var slut: En gammeldags isvaffel på havnen.
- Det kan godt være, at vi skal gå fra fem kugler til to. Men guf skal vi have på, siger sæbynitten kort efter ædegildet.
De 10 hotdogs var ikke nok til at komme med til DM, men Henrik Christensen vandt et weekendophold.