15-årig dreng overfaldet med hammer

Mistænkt HA-rocker er løsladt efter det voldsomme overfald, hvor drengen fik kraniebrud

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En 15-årig dreng fra Aalborg Øst er indlagt med kraniebrud og adskillige blå mærker efter et brutalt overfald på Faaborgvej i Aalborg Øst kl. 00.20 natten til tirsdag.

En gruppe unge blev angrebet af to mænd ud for Applus Bilsyn, og de fem til syv unge tog flugten, men den 15-årige blev indhentet af de to mænd.

- Han fik flere slag med en hammer og har pådraget sig kraniebrud. Han er indlagt på Aalborg Universitetshospital, men den 15-årige har det efter omstændighederne ok, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Ukendt motiv

Vidners forklaringer og beskrivelse af manden førte til en anholdelse af en 41-årig HA-rocker kort efter. Han blev dog løsladt senere tirsdag, da politiet ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør, forklarer Lars Nørskov Jørgensen.

Sigtelsen mod den 41-årige rocker er dog opretholdt, ligesom politiet stadig leder efter den anden mand, der var til stede ved overfaldet.

Politiet har endnu ikke noget bud, hvad der er gået forud, og hvad motivet til overfaldet er. Politikommissæren slår dog fast, at der ikke umiddelbart er noget som tyder på, at der er tale om et bandeopgør.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.