Frederikshavn

1600 kvadratmeter med alt til børn

Kombination af børnetøj, barnevogne, autostole og legetøj på 1600 kvadratmeter er på vej i Frederikshavn

1600 kvadratmeter i alt får Christian Vejby at råde over i sine nye lokaler i Møllecentret.
1600 kvadratmeter i alt får Christian Vejby at råde over i sine nye lokaler i Møllecentret.

Opdateret 22. juni 2016 kl. 08:38

FREDERIKSHAVN: Med et samlet areal på ikke mindre end 1600 kvadratmeter får Møllecentret på Hjørringvej i Frederikshavn snart Danmarks største kombination af børnetøj, barnevogne, autostole med meget mere sammen med legetøj.

- Børnefamilierne kan godt glæde sig til august-september, for så er vi klar til at byde velkommen til en butik i Møllecentret med alt fra kæden Kære Børn og Legekæden under samme tag, fortæller Christian Vejby, der sammen med sin familie står bag Møllecentret ApS, og udover Møllecentret har selskabet også butikker med legetøj i Skagen, Hjørring og Aalborg.

Christian Vejby åbnede i 2003 sin butik med legetøj som en del af Legekæden i Møllecentret og har der haft 440 kvadratmeter til sin rådighed, men nu får han i de nye lokaler 700 kvadratmeter til legetøjet.

Masser af Lego

- Og Lego bliver en stor del af den afdeling, for bortset fra Lego i Billund laver vi landets største afdeling med alt fra Lego på et areal på 200 kvadratmeter, fortæller Christian Vejby.

Siden april har butikken med de 1600 kvadratmeter i Møllecentret stået tom, efter at BabySam valgte at flytte adresse til Hjørring.

Nu griber ejeren af hele Møllecentret så muligheden for at skabe Danmarks største kombination af børnetøj med mere og legetøj, og Christian Vejby ser frem til at blive en del af kæden Kære Børn.

Lokalt engagement

- Der er tale om en kæde med stor medbestemmelse og en masse lokalt engagement, og i de nye, store lokaler bliver det rigtig godt, siger Christian Vejby, som allerede nu er gået i gang med renoveringen, der blandt andet betyder, at et par mure væltes, ligesom der bliver tre indgangsdøre ud mod naboen McDonald’s.

- Netop den nabo er en fed kombination med vores kommende, store forretning med børnetøj, barnevogne og legetøj, slutter Christian Vejby.

Han forventer at få brug for tre-fire nye ansatte til september udover de nuværende tre, der er i Legekæden i Møllecentret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden