17-årig pige trafikdræbt
Politiet søger vidne til trafikulykke nær Aalestrup
Opdateret 12. august 2014 kl. 13:31
HIMMERLAND: En 17-årig pige blev mandag eftermiddag trafikdræbt ved en ulykke på Korsvejen sydvest for Aalestrup.
Nordjyllands Politi blev alarmeret kl. 16.47.
Ifølge politiet skete ulykken, da to modkørende biler passerede hinanden på Korsvejen tæt på vejkrydset ved Bystrupvænget.
Den ene bil - en bordeauxrød personbil - kørte lidt ud i siden for at få bedre plads til at passere den anden bil, men overså den 17-årige pige, som kom gående i vejsiden.
Hun blev ramt af den bordeauxrøde bil og blev hårdt kvæstet.
Lægehelikopter til ulykkessted
En lægehelikopter blev sendt til ulykkesstedet, og en læge fra helikopteren konstaterede, at pigen var død af sine kvæstelser.
Pigens pårørende er underrettet, oplyser vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Føreren af den bordeauxrøde bil er så chokeret efter ulykken, at han ikke har kunnet oplyse meget om den anden bil.
Politi søger vidne
Nordjyllands Politi håber nu på at kunne få kontakt til føreren af den anden bil for at få klarlagt de præcise omstændigheder ved ulykken.
Bilen kørte ad Korsvejen i nordøstlig retning mod Klotrup.
Politiet kan kontaktes på til. 114.